Hold nu op hvor livet kan være hårdt, især når endnu et barn på A4 har fået englevinger........... Det hele kommer pludselig så tæt på og de sorte og triste tanker drøner rundt. Det er svært ikke at tænke på den skønne familie, som har mistet deres kæreste lille eje. Hvad gør de, hvordan har de det, hvordan kommer de videre............................
Frida er rigtig meget berørt af det, da hun kender familien og har haft god kontakt med dem. Hun har svært ved at falde i søvn, vi er ellers blevet enige om, at fra 2014 skal hun tidligere i seng og øve sig i at falde tidligere i søvn. Men i går var det helt tosset. Efter at have ligget i et par timer og havde grædt, snakket med os, været på toilettet flere gange, ja så stod Frida og jeg op, satte os i stuen med dynerne, kanelknækbrød og et glas mælk. Vi prøvede at aflede tankerne ved at lave historie. Tænk sig at sidde kl. 23.45 og snakke om kultur, velfærdssamfund, kulturarv, skole før og nu. Til sidst var vi heldigvis så trætte at vi begge faldt i søvn. MEN hvor er det hårdt og så dybt uretfærdigt, at vores lille pige skal gå og spekulere over den skide lortekræft. Det fylder så meget hos hende og hver gang hun høre om en, som har fået engelvinger ja så køre tankerne. "Mor, det kan jo også være mig......"
Lige så rask som vi synes at vi har fået tankerne lidt på afstand og forsøger at leve et så normalt liv, ja så bliver vi pludselig igen mindet om hvor skrøbeligt det er. Jeg ved godt at vi alle er udsatte og vi i morgen kan blive ramt af en bil men det hjælper bare ikke så meget i vores tilfælde, når man har den skide lortekræft inde på livet, så er det den, som fylder og den som man føler hele tiden står og banker på.
Behøver Frida så at vide, når et barn har fået englevinger. Ja egentlig så ville jeg ønske at hun ikke var så gammel. Det er meget lettere med Victor på 3 år. Han har ikke disse bekymringer, han ved, at han har været syg men ikke hvor alvorlig en sygdom han har haft. Han ved ikke noget om englevinger, tilbagefald.......................
Frida er så gammel, at hun vil finde ud af det, især når det er nogle børn, som hun kender og jeg har talt med vores psykolog om det og har fået at vide, at jeg ikke må skjule det for hende. Men hold nu op, hvor er det svært, at skal fortælle hende om det og jeg ved bare at det fylder så meget i hendes bette hoved. Hvor er det bare så synd, at det er sådan noget, som skal fylde i hendes hoved. Jeg vil da meget hellere at det var lidt pige fnider i klassen, tøjet som ser grimt ud, far eller mor som er dumme, drengene som er fjollede, hvorfor hun har lektier for.......................
I går blev Brian af sin chef spurgt, om hvornår han vil bruge det sidste af hans ferie. Brian fortalte Brian Chef, at var meget svært at sige, herhjemme tager vi en dag af gangen og planlægger ikke så langt frem. Det var chefen heldigvis meget forstående overfor.
Og som han sagde: "Jeg tænker slet ikke over mere, at Frida har været syg. Jeg var meget berørt af det, da vi fik det at vide og tænkte meget på det lige dengang, men jeg står ikke i det til dagligt, så jeg glemmer det og lever mit liv. Men du Brian, du står i det hver dag. Du bliver måske afledt lidt når du er på arbejde men så snart du kommer hjem, ja så er du i det og tankerne er der hver dag."

Og han har så ganske ret. I lever alle jeres liv - jeres normale liv og I kommer måske til at tænke lidt over vores liv med kræft, når I læser her på bloggen, facebook, høre noget om kræft eller snakker med os men OS som lever med kræften meget tæt på, ja vores liv er totalt vendt op og ned. Vi har ikke en dag hvor vi ikke tænker på kræft på en eller anden måde. Når vi ser Frida, ja så bliver vi mindet om det.  
 
 



Frida med skoldkopper

Kræften er kommet ind i vores liv på godt og ondt. Vi har fået nogle venskaber, vi ikke vil være foruden nu, livet har fået en anden betydning men der er også kommet en hel del grå hår til med bekymringer om tilbagefald, feber, triste tanker, tab, angst, dyster tanker....................Vil det nogensinde få en ende med at tænke på kræft. Nej det tror jeg ikke. Vi vil altid tænke på det. Nogle dage måske mindre end andre men tankerne vil altid være der, både hos Frida, Brian, Magnus og mig


MEN hvor vil vi da gerne have været alt dette her foruden og bare havde kunne fortsætte med vores hidtidige liv..........................der var bekymringerne helt anderledes og små.