Mandag den 27. januar 2014 skulle Frida mødes med 5 andre kræftramte unge fra Aalborg Sygehus og en sygeplejerske i Aalborg lufthavn for at flyve til København, hvor de skulle mødes med endnu 18 unge kræftramte fra Skejby, Odense og Riget samt deres sygeplejersker og en læge. Alle disse kræftramte unge med personale skal i 5 dage til Merket i Norge for at stå på ski, kælke, køre i hundeslæde og kane, snebade, hygge og ja bare være sammen og have det rigtig skønt. Det lyder jo nærmest som et eventyr og det er det næsten også, føler Frida og vi i hver til fald også!
Det hele startede engang sidst i november, hvor Mette sygeplejersker fra Skejby, hende som var med til vores netværksmøde kaldte mig ud på gangen, mens Frida sad i køkkenet og fik hendes "skud" kemo og spillede musik og sang med musikterapeuten Katrine. Jeg blev spurgt om Frida måtte komme på skiferie til Norge. Hun fortalte at det var sammen med unge fra de andre afdelinger og personaler men uden forældre. Det hele er arrangeret og sponsorereret af "De små glæders legat". Selvfølgelig måtte hun det, men jeg tvivlede meget på, om hun ville med, når vi og nok især jeg ikke skulle med! Men hun skulle selvfølgelig have tilbudet.
Jeg ventede med at fortælle hende det til vi kom hjem, men der var da overhovedet ingen tvivl fra Frida's side. Selvfølgelig skulle hun da på skiferie i Norge uden mor og far. Og at flyve fra Aalborg med dem fra 303 (børneonkologisk afd. i Aalborg) det var da heller ikke noget problem. Hun skulle jo mødes med dem fra Skejby i København, så det så hun ikke som noget problem selvom flyveturen ikke er hendes store hit!
Så stod moren der med kæben helt nede og var lykkelig og forundret. Frida har siden hun fik det at vide og til afgang ikke på noget tidspunkt givet udtryk for at hun ikke ville afsted på denne skiferie. Tværtimod! Motivationen til at hun ville afsted var dels det at stå på ski men bestemt også det at skal være sammen med andre på hendes alder (og lidt ældre) som er i samme båd samt Mette sygeplejerske. De to har hver gang Frida har været på Skejby og Mette også har været der, snakket ja skiferie.
Endelig oprandt dagen hvor Frida skulle afsted. Søndagen gik med at pakke. der har været lavet en facebook gruppe, hvor børn og voksne har skrevet sammen og på den måde lært hinanden lidt at kende og fået videregivet vigtige oplysninger og aftalt hvem som tog hvilket spil med og Frida har været flittig til at skrive.
Mandag morgen vågnede vi så op til en sand snestorm og vi frygtede, at de ikke ville kunne komme afsted fra Aalborg. Det var dog ikke noget vi sagde til Frida men holdt det for os selv. Vi vågnede desværre også op til en morgen, hvor vi fik at vide at endnu en havde fået engelvinger på afdelingen. En af Frida's gode jævnaldrende veninder, som havde været indlagt samtidig med os. ØV ØV ØV. Det er bare alt for mange og ikke lige det vi har brug for. Jeg valgte at fortælle det til Frida, idet jeg var bange for at hun ville finde ud af det eller læse om det på fb og heldigvis tog hun det ok og heldigvis, hvis man kan sige det, var forventningens glæde på det højeste, så den overvandt. Men alligevel kom der lige en bemærkning som ramte: "jeg tør jo næsten ikke at få gode venner på turen, for man ved jo aldrig................." Men selvfølgelig vil Frida få venner på turen og hun glæder sig så meget til at få snakket med dem alle.
Det var en meget spændt men også glad pige der kørte i lufthavnen og der var bare god kemi mellem Frida og sygeplejersken Malene fra 303.
Frida klar til at aflevere kufferten.
Sygeplejerske Malene med den
gule kuffert
|
Norge - here I come♥ |
For at gøre en lang historie kort ja så blev hele rejsen jo ramt af forsinkelser. De kom først fra Aalborg ved 13 tiden. Kl. 15.15 ringede Frida til mig og fortalte at nu var de landet i KBH. men at der også i København var forsinkelser. Men nu var de heldigvis alle sammen samlet og Frida var nu sammen med hendes "venner" fra Skejby. Kl. 17.17 hørte jeg fra Frida, de var nu i Oslo men så ville skæbnen, at kufferterne fra alle Aalborg deltagerne var ikke med, så de måtte kører med bussen til Merket uden kufferter. Åh nej alt deres varme tøj! Godt Frida's kemopiller er i håndbagagen.
Der var lidt spænding både her og der i løbet af aftenen. Ville kufferterne blive fundet og hvis ikke, så skulle de til at bruge tid på at få købt nyt tøj om tirsdagen og det ville da være træls at skulle bruge en dag på dette. HELDIGVIS kom kufferterne frem til Merket kl. 01 natten til tirsdag. Det var svært at sidde hjemme og ikke kunne gøre noget. Ofte tænkte vi på hvordan har de det, hvordan klarer Frida at komme i seng og så uden sine sovedyr og hovedpudebetrækket som jeg havde sovet med de sidste 14 dage, for hun kunne dufte mig osv. Men heldigvis vidste vi at det var rutinerede sygeplejersker som var med og Frida var tryg ved Mette. Mette havde også lovet at hun gerne vil sidde hos Frida hvis hun havde svært ved at sove.
Frida har lige skrevet til mig og sagt godmorgen. Hun bor med Amalie fra Skejby og hun er ved godt mod og har det godt.
Herhjemme sidder en stolt mor men også en rastløs mor, som lige skal finde ud af kun at have et barn hjemme i denne her uge. Det er meget underligt efter at have haft Frida ved min side mere eller mindre hele tiden siden efteråret 2012, hvor hun blev syg. MEN tror bestemt det er sundt for os begge to og vi skal nyde det begge to. Jeg vil nu lade bloggen holde "skiferiepause" og først lave en opdatering om skiferien når Frida er kommet hjem.
Der bygges snehuler - opvarmning hjemme i Danmark! |
Der skal mad og drikke til at arbejde i sneen! |
Gerda og Frida i snehulen |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar