2013 er ved at være til ende og sikke da et år. Det var da bestemt ikke lige det vi havde forudset da vi gik og hyggede os i 2012. MEN sådan er det desværre med den lortekræft. Den melder aldrig sin ankomst men kommer snigende..................
Det har været et år med store kemoture, kvalme, scanninger, ventetid, angst, utryghed, isolation, mange timer på motorvejen, A4, små kemokure, blodprøver, røde og hvide blodlegemer, stråler, forbrændinger, psykolog, søvnmangel, uro MEN det har bestemt også været glæde, venskaber, opbakning, Kvist & Green sammen knækker vi kræft, indsamlinger, kendisser, koncerter, tv, aviser, hygge, familie huset, Lalandia, Legoland, sommerferie..................
Og det hele kan vist læses om her på bloggen.
Den 29. november 3 dage efter PETscanningen fik vi en dejlig telefonopringning fra Pernille:

DER ER IKKE NOGET kræft AT SE PÅ SCANNINGERNE!

Det er bare den bedste og største julegave vi kan få.



En af Frida's mange taske kreationer

Frida har i den sidste tid været meget kreativ. Hun maler billeder og billeder og sidst er hun også begyndt at sy. En gang imellem ja så trækker hun sig tilbage, ind på værelset og så sidder hun lige så stille og fabrikere de fineste ting. Jeg er sikker på, at det er Frida's måde at bearbejde og komme videre på.  


I onsdags var Frida til sidste kemokur for i år og bagefter var der juletræsfest på A4. Det var en hyggelig eftermiddag med dans om juletræet, hvor forældre, børn med lidt, næsten ingenting eller slet ingen hår, dropstativer, kørestole, julemand, personaler, søskende gik rundt om træet og til sidst gik vi alle op og ned af gangene til glæde for de, som ikke kunne forlade stuerne samt de øvrige personaler, hvor vi sang "nu er det jul igen...". Bagefter var der julegaver til alle børnene.



Frida til juletræsfesten på A4,
 venter spændt på gaven fra julemanden



jaaa, så blev det Frida's tur, tak søde julemand
bemærk lige de små totter som stritter op
på Frida's hoved.

En mor, som jeg har lært at kende på A4, er blevet beskyldt/udskældt for at skrive for meget på facebook omkring hendes søn. Der menes, at hun laver alt for mange statusopdateringer. Jeg er dybt forarget over, at der er nogen som kan være så kolde og umenneskelige. Det, som vi oplever og er igennem i denne her kræftverden er ikke noget, som jeg vil ønske for min værste fjende. Derfor forarges jeg over, at nogle kan synes det er for meget, når en mor har brug for at skrive om det skønne, glædelige og dejlige stunder, oplevelser, udviklinger hendes søn og de som familie har.
Jeg ved selv, hvor meget det betyder at dele ud af "tingene". Jeg er så lykkelig over hver eneste dag, jeg har med min familie og efter at være kommet i denne her kræftverden, ja så finder man ud af, hvor skrøbeligt livet er og hvor taknemmelig man skal være for at være her og sammen med sine nære. Livet kommer i perspektiv og pludselig er det helt andre ting, som får betydning. Små bitte ting som vi slet ikke lagde mærke til før kræften og andre ting som var vigtigt før kræften er nu knap så vigtig! 
Heldigvis lever vi i et frit land, så det ligger os helt frit, hvad vi vil skrive og læse og jeg er da ret sikker på, at både mine venner på facebook men også i den virkelige verden, ja de sortere i det jeg skriver, men lader mig skrive og udtrykke mig, da de ved, at det er med til hjælper mig med at komme videre....

 



En dejlig hilsen fra en kær ven

Og så en sød julehistorie. Min kusine Louise var til intimkoncert med Rasmus Seebach. Efter koncerten henvendte hun sig til Rasmus. Hun skulle lige høre ham, om han kunne huske Frida fra A4. Og det kunne han bestemt. Louise fortalte, at han smilede over hele femøren og bad Louise hilse Frida mange gange. Hun fortalte ham, hvor godt det går med Frida og det var han så glad for at høre og han skrev en julehilsen til Frida.  
Det er virkelig noget som varmer en mor's hjerte, at Rasmus kan huske Frida. Hun er jo også noget ganske særligt, men Rasmus har jo mødt rigtig mange på sin vej, men at han lige kan huske Frida, det er jo så dejligt....


Kusine Louise og Rasmus sammen, billedet hænger nu på Frida's kendis-væg sammen med alle de andre hun har mødt.









Og skulle du stå og mangle et nytårsfortsæt så har jeg lidt:


Det har jeg aldrig prøvet før -så det kan jeg godt (citat Pippi Langstrømpe)

Lad være med at sige til kræftramt eller de pårørende: "Jeg kender også en som døde af kræft..." De historier har vi så lidt brug for at høre.........


Med dette vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig og velsignet jul samt et godt og lykkebringende nytår. Tak for al jer støtte og opbakning♥♥♥

Så drøner vi ind i 2014 og ser livet med helt andre øjne.........