2013 er ved at være til ende og sikke da et år. Det var da bestemt ikke lige det vi havde forudset da vi gik og hyggede os i 2012. MEN sådan er det desværre med den lortekræft. Den melder aldrig sin ankomst men kommer snigende..................
Det har været et år med store kemoture, kvalme, scanninger, ventetid, angst, utryghed, isolation, mange timer på motorvejen, A4, små kemokure, blodprøver, røde og hvide blodlegemer, stråler, forbrændinger, psykolog, søvnmangel, uro MEN det har bestemt også været glæde, venskaber, opbakning, Kvist & Green sammen knækker vi kræft, indsamlinger, kendisser, koncerter, tv, aviser, hygge, familie huset, Lalandia, Legoland, sommerferie..................
Og det hele kan vist læses om her på bloggen.
Den 29. november 3 dage efter PETscanningen fik vi en dejlig telefonopringning fra Pernille:

DER ER IKKE NOGET kræft AT SE PÅ SCANNINGERNE!

Det er bare den bedste og største julegave vi kan få.



En af Frida's mange taske kreationer

Frida har i den sidste tid været meget kreativ. Hun maler billeder og billeder og sidst er hun også begyndt at sy. En gang imellem ja så trækker hun sig tilbage, ind på værelset og så sidder hun lige så stille og fabrikere de fineste ting. Jeg er sikker på, at det er Frida's måde at bearbejde og komme videre på.  


I onsdags var Frida til sidste kemokur for i år og bagefter var der juletræsfest på A4. Det var en hyggelig eftermiddag med dans om juletræet, hvor forældre, børn med lidt, næsten ingenting eller slet ingen hår, dropstativer, kørestole, julemand, personaler, søskende gik rundt om træet og til sidst gik vi alle op og ned af gangene til glæde for de, som ikke kunne forlade stuerne samt de øvrige personaler, hvor vi sang "nu er det jul igen...". Bagefter var der julegaver til alle børnene.



Frida til juletræsfesten på A4,
 venter spændt på gaven fra julemanden



jaaa, så blev det Frida's tur, tak søde julemand
bemærk lige de små totter som stritter op
på Frida's hoved.

En mor, som jeg har lært at kende på A4, er blevet beskyldt/udskældt for at skrive for meget på facebook omkring hendes søn. Der menes, at hun laver alt for mange statusopdateringer. Jeg er dybt forarget over, at der er nogen som kan være så kolde og umenneskelige. Det, som vi oplever og er igennem i denne her kræftverden er ikke noget, som jeg vil ønske for min værste fjende. Derfor forarges jeg over, at nogle kan synes det er for meget, når en mor har brug for at skrive om det skønne, glædelige og dejlige stunder, oplevelser, udviklinger hendes søn og de som familie har.
Jeg ved selv, hvor meget det betyder at dele ud af "tingene". Jeg er så lykkelig over hver eneste dag, jeg har med min familie og efter at være kommet i denne her kræftverden, ja så finder man ud af, hvor skrøbeligt livet er og hvor taknemmelig man skal være for at være her og sammen med sine nære. Livet kommer i perspektiv og pludselig er det helt andre ting, som får betydning. Små bitte ting som vi slet ikke lagde mærke til før kræften og andre ting som var vigtigt før kræften er nu knap så vigtig! 
Heldigvis lever vi i et frit land, så det ligger os helt frit, hvad vi vil skrive og læse og jeg er da ret sikker på, at både mine venner på facebook men også i den virkelige verden, ja de sortere i det jeg skriver, men lader mig skrive og udtrykke mig, da de ved, at det er med til hjælper mig med at komme videre....

 



En dejlig hilsen fra en kær ven

Og så en sød julehistorie. Min kusine Louise var til intimkoncert med Rasmus Seebach. Efter koncerten henvendte hun sig til Rasmus. Hun skulle lige høre ham, om han kunne huske Frida fra A4. Og det kunne han bestemt. Louise fortalte, at han smilede over hele femøren og bad Louise hilse Frida mange gange. Hun fortalte ham, hvor godt det går med Frida og det var han så glad for at høre og han skrev en julehilsen til Frida.  
Det er virkelig noget som varmer en mor's hjerte, at Rasmus kan huske Frida. Hun er jo også noget ganske særligt, men Rasmus har jo mødt rigtig mange på sin vej, men at han lige kan huske Frida, det er jo så dejligt....


Kusine Louise og Rasmus sammen, billedet hænger nu på Frida's kendis-væg sammen med alle de andre hun har mødt.









Og skulle du stå og mangle et nytårsfortsæt så har jeg lidt:


Det har jeg aldrig prøvet før -så det kan jeg godt (citat Pippi Langstrømpe)

Lad være med at sige til kræftramt eller de pårørende: "Jeg kender også en som døde af kræft..." De historier har vi så lidt brug for at høre.........


Med dette vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig og velsignet jul samt et godt og lykkebringende nytår. Tak for al jer støtte og opbakning♥♥♥

Så drøner vi ind i 2014 og ser livet med helt andre øjne.........


 
























 







 

Dagen efter psykologen..............

Efter Frida siden dette års skolestart har gået til psykolog på A4 de gange hvor hun også har fået kemo blev det i går min tur til at starte hos psykolog Birgit. Da jeg i sidste uge blev spurgt om jeg ikke kunne tænke mig det var det med blandede følelser. "jeg har jo aldrig prøvet det før, hvordan er det???" "psykolog - uuhhhh" Men jeg valgte selvfølgelig at tage imod tilbuddet. Dels fordi Frida har været rigtig glad for at komme hos Birgit. Vi har bestemt kunnet mærke på Frida, at hun har fået løst op for nogle ting og fået bearbejdet nogle ting. Men også fordi jeg inderst inde ved jeg har brug for det. Jeg har dog hele tiden henkastet det og sagt, at jeg kunne blive samlet op, når Frida er "færdig med hendes behandlinger"
Jeg startede som sagt i går og det var på en og samme måde både grænseoverskridende, spændende og ganske nyt. Jeg vil selvfølgelig ikke her på bloggen - til trods for at vi har været meget åben og fortalt om meget her-  fortælle om "alt" det vi snakkede om, det er meget privat og noget som kun er mellem Birgit og jeg, men jeg har dog et punkt jeg meget gerne vil dele med jer.

ANGST

Vi har alle angst i os. Angst for at dø, angst for at miste, angst for at blive arbejdsløs, angst for mus, angst for ...........................

Siden Frida blev syg er min angst for at miste,angst for døden, angst for tilbagefald blevet meget meget stor. Denne angst kan i perioder være meget stærk og stor og til andre tider, ja så er den "normal". Det er især om natten, når der bliver stille og mørkt, jeg ligger i min seng og skal sove eller når jeg vågner midt nat og ikke kan sove mere, fordi tankerne og angsten drøner rundt i hovedet på mig.

Angsten skal være der, den skal ikke skubbes væk, den må gerne ligge i et hjørne og bare være der, men den skal ikke vokse mig over hovedet, den skal ikke fodres, så den vokser sig kæmpe stor. Den skal bare lige være der og forholde sig stille og rolig.

Jeg kan selv være med til, at den ikke vokser mig over hovedet. Lære at sige fra, så den ikke vokser mig over hovedet. Forstået på den måde at jeg skal lære at sortere i, hvad har jeg brug for at se og høre, så angsten ikke vokser mig over hovedet.

Jeg skal ikke se Knæk Cancer i TV2. Disse udsendelser er alt for "hårde" til, at jeg kan rumme det. Og selvfølgelig er de lavet sådan for ellers vil der jo ikke komme penge i kassen. Jo flere børn, jo flere triste skæbner, jo  flere skallede isser, jo flere sørgeligheder, jo flere tåre des flere penge og pengene har vi bestemt brug for men jeg har bare ikke brug for at se det og egentlig har jeg jo heller ikke behov for det, for jeg kender det jo godt, vi er i det hver dag!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

For nogle, når emnet kræft kommer på banen, ja, så har de et behov for at skal fortælle mig deres egne historier om folk de kender - jeg tror egentlig ikke, det er af ond mening, men blot fordi, at de måske synes de kan snakke med om emnet - de fortæller om hvor mange de har mistet til kræften, hvordan de har kæmpet, været ramt og at de døde af kræft . De historier har jeg ikke behov for at høre og jeg kan ikke bruge dem til noget. De hjælper mig ikke. Jeg behøver ikke at vide det. Det eneste de gør, er at de forstærker min angst.

Jeg meldte mig ind i gruppen "os på A4 i Skejby, en forældregruppe" kort tid efter Frida blev syg. Jeg tænkte at her kunne jeg dele erfaringer, bekymringer, få råd og vejledning m.m. Men den hjælper mig ikke - tværtimod. På et tidspunkt blev vi opfordret til at præsentere os selv, idet der var kommet en masse nye forældre (det gør der jo desværre). De historier der blev fortalt var jo både gode, mindre gode og triste og jeg tog jo det hele til mig og satte det lige over på Frida's sygdom med det resultat ,at jeg i flere uger vågnede om natten eller ikke kunne falde i søvn.
Jeg har derfor nu valgt at melde mig ud af gruppen. Hvis jeg har brug for råd, ja så må jeg bruge eksperterne på A4. Disse kan jeg ringe til nærmest døgnet rundt. Og ellers har jeg fået nogle rigtig gode venskaber blandt de andre forældre på afdelingen, som jeg ved jeg også kan bruge.

Jeg vil dog sige, at jeg ikke på noget tidspunkt er ude på at lukke kræften ude, fortrænge kræften og jeg slet ikke vil snakke om det. Tværtimod!!!!!!!!!!
Jeg vil og skal dog bare blive bedre til at sortere i, hvad jeg har brug for at se og høre om kræft og blive bedre til at sige fra til det, som jeg ved, der forstærker min angst. Jeg håber, at I vil forstå nu hvis jeg midt i en samtale siger, "det har jeg ikke lyst til at snakke om"........

Og hold da op hvor har jeg sovet godt i nat efter den gode snak med Birgit igår...................

 




Rigtig god weekend til jer alle og tak for jeres støtte til min Knæk Cancer indsamling.
 Den slutter i dag og jeg nåede mit mål nemlig at kommer over kr. 8000. Jeg fik indsamlet kr. 8003

Py ha stor lettelse................

Py ha, mor er lettet........

Sidst i Knæk Cancer ugen, bemærkede Frida en hævelse/ømhed/hårdhed på venstre lår, helt oppe ved lysken. Trak mig med ind på værelset, hvor jeg skulle mærke det. "Mor, tror du det er noget???" "Nej, det tror jeg bestemt ikke" forsøgte jeg at sige med en beroligende stemme, mens mit hjerte galoperede og jeg tænkte "pis - åh nej"
Vi tjekkede, mærkede, sammenlignede lår mange gange og blev til sidst enige om, at vi om torsdagen til kemo måtte få en læge til at kigge på det. Som sagt så gjort men jeg følte mig ikke overbevist og det samme var Frida heller ikke. Derfor ringede vi i fredags til dagafsnittet og heldigvis var sygeplejeske Birgit meget forstående og kunne mærke min angst og bekymring. Hun bookede en tid til Frida igår mandag og lavede tiden så tidlig, at der ville være tid til en ultralydsscanning, hvis dette skulle være aktuelt. Det gav os heldigvis lidt ro i weekenden, selvom vi ikke helt kunne slappe af. Mandag morgen drønede Frida og jeg så en ekstratur til Skejby, men jeg kører gerne en ekstratur og Frida og jeg havde aftalt, at hvis nu det var det som vi frygtede men bestemt ikke håbede, ja så tager vi det derfra!!!!!!!!!!!

Læge Birgitte kiggede og mærkede på Frida og lyttede meget til vores bekymring. Hun beroligede os heldigvis og sagde at det var arvæv fra strålerne. De kunne sagtens være så hårde og hun var bestemt ikke bekymret. Py ha...............................

Oven i hatten med det gode svar ja så fik vi også hilst på Angus og Theodor samt en ny hospitalsklovn Alfredo. Det er så lang tid siden vi har set klovnene, da Frida nu får kemo over middag, for at tage hensyn til skolen og på det tidspunkt er klovnene der ikke mere! Hold da op hvor både Frida og jeg blev glade, da vi fik øje på Theodor og lidt efter den usynlige Angus. Ja jeg havde nærmest lyst til at kaste mig i deres arme og give dem begge en varm var  krammer. De er på en eller anden måde, bare kommet os så nær ja både Frida og jeg og de har været der, hvor vi havde allermest brug for en sjov, varm, morsom, kær, hyggelig, glemaltdettrælse, lyttende person. Angus var usynlig, fordi han var faktisk slet ikke klovn igår. Han skulle "blot" iagttage den nye klovn Alfredo. Men heldigvis ville han godt snakke med os, trods usynligheden!

Igår kunne Frida og jeg komme tidlig hjem, så vi kom uden om sygeplejersketsunamien. Det er kæmpekøen af bilen som skal fra sygehuset kl. 15 - 15.30. Vi plejer at bruge ca 30 min på 100 m. Lige inden vi kørte fra Sygehuset sagde Frida til mig: "idag kan vi komme tidlig hjem, ja medmindre selvfølgelig at der er kø på motorvejen" Det skulle hun aldrig have sagt, for hvad drønede vi lige ind i mellem Haverslev og Hobro N. En ulykke og dermed også kø, en kø, hvor vi holdt helt stille! Heldigvis sad vi kun fast i ca 15 min. og vi kom stadig hurtigt hjem.


Som tidligere skrevet så mente vi, at vi i år var klar til at se de forskellige Knæk Cancer dokumentar udsendelser på TV2. Det fandt vi så ud af, at det var vi bestemt ikke. Pu ha det har rippet op i mange følelser og tanker og hvor har tårerne fået frit løb mange gange. Det er for cancerramte og pårørende meget hårdt med sådan en intens uge. Det er fantastisk med indsamlingen af pengene og hvor er det godt så mange støtter men for os, som står lige i det - nej det er vist bedst vi ser lidt andet på TV...............................

 






 

Frida og Freja efter koncerten med Medina. Hold da op hvor er hun en skøn kvinde med tid og overskud og som giver sig tid til at snakke med pigerne og deres forældre
og som lytter til os. Der var mange ting fra sidst hun snakkede med Freja på A4, hun kunne huske. Smukt♥


Frida er gået helt amok med at male. Hver dag hun kommer fra skole, ja så sætter hun sig med pensler, maling og lærreder og laver de smukkeste malerier. Det er hendes egen gode måde at få bearbejdet
 tanker og følelser. Skulle nogen ligge inde med lærreder og  andet malergrej, som I ikke bruger mere, ja så er Frida den glade modtager

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Martin Jørgensen og Søren Larsen fra AGF, kom lige en smut forbi Familiehuset i efterårsferien, hvor der også  var lækre biler. I øvrigt også Martin Jørgensen, som skulle kører bussen fra Skejby til Djurs Sommerland søndag i efterårsferien. Det endte dog med at det kun var Frida og mig samt Martin's kone og 2 børn der var med i bussen. Men pyt, vi fik en rigtig god snak med dem.

 

 

 

 

 

Frida og jeg var i efterårsferien en tur i Mølleparken for at samle kastanier, ja de ægte som kan spises. Her kom natur og miljøbørnehavebarnet lige frem i Frida igen. Alle træerne blev lige afprøvet om de var egnede klatretræer. Herligt.









Lørdag i efterårsferien var vi til den dejligste fest hos Victor, han fejrede at han er færdigbehandlet og raskmeldt. Frida genså Agnes som var med til Stafet for livet 6 uger gammel, nu er hun et ½ år gammel og Frida er så klar til at blive barnepige for hende!





 

 

Frida, Matilde og Katrine klædt ud til Halloween og var ude med rasle-bøsserne. Hvem, som er hvem, ja det må I selv gætte!











Lidt tanker i Knæk Cancer ugen.................................


Det kan godt være, at der er nogen, som er ved at være mættet og trætte af at høre om KNÆK CANCER ugen og synes de er ved at have fået nok.
Det kan også være at der er nogen er ved at være træt af alle de opdateringer, indsamlinger, donationer, billeder med mere, som de bliver bombarderet med dagligt på facebook af Brian, Frida eller jeg.

Men for os som står i det og har KRÆFT meget tæt inde på livet og som står i det hver dag, ja så kan vi ikke få nok, informere nok og brede budskabet nok. Vi vil så meget gerne denne her lortekræft til livs, da vi har set eller mærket på egen krop, hvad den gør ved os. Det er ikke noget vi ønsker for vores værste fjende. Ikke nok med at man bliver utrolig syg af behandlingen og sygdommen men også alle de bivirkninger og/eller senfølger den bringer med............Alt det fysisk, psykisk og socialt den går ind og rammer.

Sidste år var det meget svært at komme gennem denne her uge 43, fordi vi gik og ventede på det frygtede svar "Frida har kræft, det er en ondartet kræftsvulst!". Vi kunne simpelthen ikke holde ud at se på TV2, for hele tiden blev du mindet om ordet kræft. Enten i en udsendelse eller en trailer som løb over skærmen med støt Knæk Cancer.
På lørdag er det 1 år siden vi fik den frygtelige besked og som på et splitsekund vendte fuldstændig op og ned på vores lille familie.


I år er det dog helt anderledes.  Nu har vi fået dommen og vi handlede meget hurtigt ud derfra. Meget hurtigt fik vi en hverdag med kræft tæt inde på livet. Det er utroligt, vi som menneske lære at omstille sig. Selvom vi fik et chok, ja så gik vi alle hurtigt igang med at "bekæmpe" kræften. Lægerne og sygeplejerskerne med behandlingen og vi andre med at få en hverdag med kræft og behandling til at hænge sammen, så vi alle kunne være i den.
Nu skal det så ikke lyde som om det bare har været en let sag, men man lære at være i det og handle i det. Hvordan det bliver for os, når vi kommer ud på den anden side, ja det er der ingen som ved og det vil vi heller ikke bruge tid på. Vi har valgt at tage denne her proces i mange små steps af gangen. Det er vores måde at overleve og klare det på.

Gennem det sidste år, har vi lært at kende til kræft, behandlinger, stråler, kemo, kvalme, opkast, træthed, manglende appetit, blodprøver, svar, røde og hvide blodlegemer, scanninger, venten på svar, tabe hår, ingen kontakt med venner, søvnløshed, spekulationer, angst, utryghed, søskende bliver overladt til sig selv, dårlig samvittighed..........................

Selvom det har været utrolig svært og hårdt at se de forskellige dokumentar udsendelser på TV2, følge med i TV2's morgen tv - tårerne presser sig på og får frit løb, man sidder med en knude i maven og høre på andre, som har eller står i samme situation som os i kræftens verden, ja så er det også befriende at se og høre om det. Pludselig finder vi ud af at de tanker, følelser, oplevelser som vi har gået med, det har jo de samme, som de også har haft. Når vi  har hørt på andre børn som har haft kræft ja så er det også de samme følelser, tanker og oplevelser, som Frida fortæller om og mærker.

• Du er positiv og optimist om dagen men når mørket falder på, ja så begynder de dyster tanker at komme frem
• Mine venner er begyndt at tage ind i gågaden for at shoppe og køre alene i bus, der er jeg slet ikke
• Kan ikke finde ro før du har fået svar fra scanningerne
• Når man mærker på de steder hvor kræftknuderne var og man mærker noget, tror man straks...................
• Kan ikke lide at der er mørkt



Vores datter har på helt eget initiativ lavet hendes egen indsamling i forbindelse med KNÆK CANCER
 

Frida's egen kræftsygdom er en af de sjældne, som kræver meget meget mere forskning, så vi kan komme den forbandet sygdom til livs!

Hjælp os alle med at støtte en rigtig god sag, så der kan blive samlet en masse penge ind til forskning.

Du kan støtte Frida's personlige indsamling til fordel for Knæk Cancer, ved at klikke på dette link:

 https://cancer.tv2.dk/content/frida-kvist-Nielsen

Du kan også støtte min indsamling via sms. Det eneste, du skal gøre, er at sende en SMS med teksten KC 4728 (husk mellemrum) til 1277, så støtter du min indsamling med 50 kr. (+ alm. sms- takst).

Tak fordi du vil være med til at støtte kampen mod kræft.

Brian, Lena og Frida

Glæde og sorg - Liv og død

Disse 4 ord, er ord, som efter vi er kommet ind i kræftverdenen og fået kræften på meget tæt hold, som er blevet en slags hverdagskost. Ord som vi ofte bliver mindet om og som vi må vi nok indrømme tænker meget på og over. Ord som vi slet ikke synes, at vores bette pige, hverken skal eller har brug for at forholde sig til nu, men som er blevet ord for Frida, som hun daglig tænker over!

Glæde
For 14 dage siden da Frida var nede til kemo, hvor hun fik den skønneste besked fra læge Schrøder. Svarene fra scanningerne var fine, der var ingen forandringer! Jubiiiiiii, Frida var glad og lettet. Hun har spekuleret rigtig meget på tilbagefald. Efter beskeden tog Frida en tur ned af A4 gangen (Frida er nu i vedligehold, så vi høre til i Dagafsnittet, som ligger lige før glasdøren ind til isolationsafdelingen A4) for at fortælle alle dem hun kender af sygeplejersker, læger, børn og forældre den skønne nyhed. Og ALLE varr bare glade og begejstret for den gode nyhed.
Inden Frida om tirsdagen fik kemo og den gode nyhed, er hun startet op hos Birgit, A4's psykolog. Frida var lidt nervøs og bekymret for, hvad de skulle snakke om og hvordan det foregik. MEN hun kom glad og veltilpas tilbage fra Birgit. Jeg var ikke med, Frida valgte selv, at hun ville gøre det alene! Hvis Frida har lyst til at fortælle mig, noget af det, de snakker om, ja så er det, den eneste viden jeg får om deres samtaler. Birgit har tavshedspligt! Uh ha det er lidt svært, jeg vil jo gerne vide det, for også at vide om det jeg gør er rigtigt herhjemme med de snakke vi har og den måde som vi tackler Frida. Frida åbner lidt op i bilen, når vi køre hjem, men jeg presser ikke Frida med at fortælle og glæder mig blot, når hun fortæller!

Sorg
I mandags fik jeg så den triste meddelelse at Frida's søde veninde fra A4 var død 13 år gammel! Frida og Mathilde lærte hinanden at kende i vinters på A4 og de har haft kontakt hele foråret, hvor de har besøgt hinanden, skrevet sammen og nydt hinanden selskab. De har begge samme interesser og de har delt deres "kræfterfaringer" med hinanden. Det, at de har været igennem de samme ting (de havde ikke samme kræftsygdom men dog været gennem nogle af de samme behandlinger) gør at de kunne snakke med en, som vidste hvad det var og hvordan det var.  Hold nu op, hvor er livet uretfærdigt, lige pludselig kommer alt så meget tæt på, alt bliver rippet op, angsten kommer, tankerne drøner rundt i hovedet, hvordan klare familien det, vi har jo også besøgt hinanden og snakket sammen. Ja det hele kørte rundt i hovedet på mig.
Hvad skulle jeg skrive til familien, for jeg ville jo ikke bare lade stå til og ikke gøre noget..........
Hvad med Frida, hun vidste ingenting. Hvordan forklare man en pige på 12 år, at en af hendes søde veninder er sovet stille ind, død af kræft!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Egentlig ja så havde jeg slet ikke lyst til at fortælle hende det. Jeg vil så gerne skåne hende, da jeg vidste, at hun vil gå og tænkte over livet og døden. Men jeg vidste også, at på et eller andet tidspunkt, ville hun finde ud af det og så ville hun konfrontere mig med det og være enormt sur og skuffet over, at jeg ikke har fortalt hende det.

Vi har meget tidligt i Frida's kræftforløb lovet hende, at vi ikke vil skjule noget for hende!

Jeg valgte, at fortælle det til hende onsdag, onsdag hvor også Mathilde skulle begraves - en smuk onsdag hvor solen skinnede flot fra en skyfri himmel.
Hvorfor vil jeg så lige fortælle Frida det en onsdag. Jo fordi hun torsdag skulle til psykolog og kemo. Så havde Frida dels tid til lige at få det fordøjet og bearbejdet tankerne lidt herhjemme sammen med os, men torsdag ville hun så  også få mulighed for at tale med en, som ved noget omkring liv og død, glæde og sorg og hvordan Frida kan takle det.

Ud over at skulle fortælle Frida den triste besked, hvilket Frida tog rigtig pænt, hun blev ked af det, forskrækket men spurgte heldigvis meget ind til det og vi snakkede meget omkring Mathilde, tilbagefald, døden m.m. på vores cykeltur senere på dagen, valgte jeg også at informere Frida's lærere samt Birgit, så de var obs på Frida's situation.

Da Frida skulle i seng om aftenen ville hun gerne ligge lidt med mig og hun havde meget svært ved at falde i søvn. På et tidspunkt sagde hun til mig. "Mor, jeg tør ikke falde i søvn, for hvis nu også jeg kommer til at sove stille ind!" Vi fik en lang snak omkring de udtryk man bruger ikke kun omkring døden, men i det hele taget og Frida faldt i søvn men sov nu ikke særlig godt den nat.

Åh ha hvor er det en forbandet verden vi er havnet i, hvor er det bare så uretfærdigt at vores lille pige som 11-12 årig skal gå og spekulere på liv og død - glæde og sorg. Hun skulle løbe rundt og spille fodbold, lege med veninderne, skeje ud, te sig som en tosset, flippe ud ja bare leve livet uden at tænke over livets realiteter.........................

Stafet for livet i Aalborg i billeder og ord



 

Stafet for livet i Karolinelund i ord og billeder

Det har været en fantastisk oplevelse at være med til at deltage i Stafet for livet. Både som mor til kræftramt, løber, planlægger, ven, næstkommanderende holdkaptajn....................

Det, at så mange har støttet op omkring vores hold Kvist & Green varmer så meget om hjertet.

I stedet for at skrive en lang reportage af de 24 timer, har jeg i stedet valgt at lave det i ord og billeder.

Selvom jeg var træt søndag middag og var godt brugt de næste par dage, ja så var det, det hele værd og jeg er så klar til at gentage succes'en næste år og jeg håber I vil være med bare en time, en dag eller et døgn - for hvor er jeg stolt, glad og ydmyg over at så mange står bag os, når vi har brug for det. Og her mener jeg ikke kun til stafetten, men også i vores liv. Det betyder mere end I aner♥♥♥




En stafet for livet lejr bygges op

Kvist & Green lejr bliver til og det gik jo godt med opbygningen........................
Godt Bente kom ind og hjalp til!


Så er alt snart ved at være på plads inden det hele går i gang kl. 12




Frida og mormor får udleveret de gule fightertrøjer inden starten

 

Ud over at Kvist & Green har tjent penge på tilmeldinger, sponsorater, rundepenge, ja så tjente vi også penge ved at trække i lykkens snor og vupti dejlige gaver kunne vindes



Så er vi snart klar til start. Frida og mormor har gule trøjer på, fordi de er fightere. Fighterne gik forrest på den første runde med en blomst i hånden og alle vi andre kom bagefter. Et symbol på at en kræftpatient har opbakning fra familie, venner, bekendte, kolleger, venners venner, gamle  klassekammerater, fodboldvenner.
 Og lige nøjagtig sådan var vores hold Kvist & Green opbygget.
 Vores hold havde grønne trøjer på med logoet
Kvist & Green  sammen knækker vi kræft
Det var dejligt altid at kunne se grønne trøjer på banen hele døgnet rundt

Rikke Nielsen, håndboldspilleren som
 selv har været ramt af kræft, holdt åbningstalen.
 Jørgen Hein er øverst chef for arrangementet i Aalborg

Alle lytter mens der bliver holdt åbningstale

Fightere går forrest og Frida og Freja går allerforrest efter Aalborg Garden.
Nikolai går med, da Frida havde spurgt om ikke han ville gå med hende.

Et udkast af alle vores holddeltagere. Fotografen nåede ikke at fange alle men TAK til jer alle fordi I kom og støttede familien Kvist og familien Green. Det varmer utrolig meget og berøre os dybt♥♥♥

 

 


Familien Grønning Rasmus, Jane og Jette.

.Rasmus  havde været ude at spille kamp med

Chang's U15 lørdag middag men tog da

 lige en hel del løberunder! Mor Jette og moster Jane

 fulgte pænt med både i løbe og gang. Lillebror Lasse,

ja han var vist en tur på legepladsen.

Vores rigtige gode venner fra vejen Birgitte og Tina valgte at lufte hundene Vilma og Maren i Karolinelund og dermed give en masse gode runder.




Frida's gode fodboldveninde Ida,

kom trods hun to dage før havde fået skinne

på foden pga et brud. Ida havde

ellers været meget opsat på at løbe

en masse runder for Frida♥

 Men Ida kom ind og var med til at hygge og

snakke med Frida.

 

Kusine Sidsel kom helt fra Århus for at løbe for os,

 hun ville gerne have været med hele døgnet,

som hun, hendes børn og mand gjorde i Århus

men en fødselsdagsfest skulle også passes! Hun havde

ikke fortalt børnene, at hun deltog i Stafet for livet i Aalborg,

for så vidste hun, de ville med!

Mine skønne kolleger fra Natur og Miljøbørnehaven, som kom og var med hele lørdagen.

 


 
Skuespilleren Merete Mærkedahl fra Aalborg Teater, havde læst min besked på facebook om at støtte vores hold, idet vi havde rundesponsor på. Så kl. 11 lørdag, tilmeldte hun sig vores hold og kom ind og løb og hyggede sig med os i et par timer. Skøn opbakning fra en dejlig person, som vi kun kendte pr. navn efter at have set hende i flere teaterforestillinger. Nå ja så har Frida haft hendes kusine som strålesygeplejerske i Skejby, Lidt sjovt sammentræf som vi fik snakket og grint lidt over til Stafetten!

 

Jette Steen og Pia Poulsen fra B52 - ja de fik til deres store
overraskelse  gået 10 km. "Vi hyggede og snakkede alle runderne"

Nogle omgange blev trillet med barnevognen! Nadia,
 Michael og Tanya gik mens lille Ea sov sødt!


Britt, en tidligere forældre fra Natur og Miljø Børnehaven, kom 
og støttede os lørdag med gåtur og søndag med løbetur.
 



En flot og veltrænet krop på vores hold,
ja Mathias fik mange misundelige
blikke under hans lange løbetur

ja små og mindre børn er ingen hindring. Alle får motion, alt giver runder

Karl Emil og Susan var inde lørdag til hygge.
Søndag meget tidlig morgen løb Susan mange mange km.

 

3 på stribe - mon de får sig en god fodboldsnak???

Karoline th, er en meget nær ven
og hendes gode veninde Katrine
gik og hyggede sig, mens de gik
den ene runde efter den anden
både lørdag aften samt søndag
morgen. Jon som kommer løbende
 bagefter er en tidligere forældre fra
børnehaven. Han slog to fluer med et
 smæk søndagsmorgenløbetur og
støtte en god sag.



Gitte Ahlman og Bente, to skønne kvinder fra B52, som gik rigtig mange runder. Ja Bente tog også lige en morgentur søndag morgen først 10 km løb  dernæst 10 km. gang. Vi var ude flere gange for  at fortælle hende, hvor hun skulle dreje fra! men hun havde slet ikke tid! Trods rundstykker og nybrygget kaffe

To helt utrolig friske og søde drenge Sebastian og Thomas som bare 
løb og løb og løb og løb..........Om aftenen kom
vi til at regne ud at de faktisk  havde løbet en ½ maraton
hver, og ikke nok med det, de fortsatte søndag morgen igen!
 

Et par deltagere kommer til løbet efter en dag med cross.
Victor og Carsten i sort, er nu klar i Karolinelund

 

Holdet yngste deltager Ea
med mor Tanya

 

Lene Melgaard i flot stil. En god "gammel" fodboldveninde
 fra B52, som jeg ikke har mødt i mange år, men er ven
med på facebook. Hun havde læst om vores
stafet og var ikke sen til at melde sig til vores hold







Martin Grøn i grønt! Han er vores "gamle" murer,
som i 2004 lavede vores tilbygning. Marin løb i løbet
af lørdagen 10 km hvorefter han sen eftermiddag
tog hjem for at hvile, så han var frisk til at løbe
maraton kl. 01 om natten her i Karolinelund og stadig for
vores hold. Kl. 19 kom han ind til os igen, da han da ikke kunne
sove, så ville han hellere hygge med os!.

 

Ina Bang og veninden travede en hel
masse runder. Ina er også en af
de trofaste fodboldveninder fra
Golden Girls holdet i B52



 

3 Grønninger på stribe og Matilde på cykel

 


 

Frida og Victor. Victor kom først på pladsen ved aftenstid,
da han havde været til cross hele dagen men det afholdte ham
 bestemt ikke fra at tage helt vildt mange runder på løbehjul.
Han var meget opsat på vi skulle vinde runderne, og da han
opdagede Malthe's Allstars lå lige i hælene, ja så skulle han
ikke holde nogen pauser!



 



Kasper's kusine og datter i fuld gang



3 søde børn som nød dagen i fulde drag. Noah i midten
 spurgte sin mor søndag, hvornår de igen skulle til Stafet
 for livet. Om et år, fortalte Tina. "ØV" . Han kunne ikke
 bære, at det ikke var meget snart, det havde været den
 dejligste dag og han er så klar på vores hold næste  år!
Han valgte at skrive om det til morgenskrivning i skolen om mandagen.

 



Bønne og Marc samt Dorte Hjorth. Gode fodboldpiger fra
 Theo's piger i Chang



Martin Grøn's forældre Karin og Niels

deltog

og

 
 
 
 

 
Simon kom ind søndag morgen og løb 40 runder = 25 km.
Da han senere søndag blev kørt til Åbybro Efterskole,
beklagede han sig lidt over ømme ben. "Jamen du kunne da
bare lade være med at løbe så langt!" "Nej for der
var rundepenge, og så gik det jo til et godt formål" var hans svar

 bidrog med dejlig kage

 

 



Dejligt solskinsvejr var der hele lørdagen,
så skønt med lidt skyggeløb

Jørgen vores rare nabo kom og løb mange
runder  for os om eftermiddagen, hvorefter
han og Lajla tog hjem og var med til gadefesten
på Jupitervej. Denne havde vi desværre meldt
afbud til i år!

 

Selvom der blev regnvejr søndag morgen, så var gejsten
der stadig til løb i flot stil



 

Dorte min gode veninde, fik sig en
god snak med Lisbeth



 

 



 

Et af de meget få billeder af bedstefar. Han har stået
 bag kameraet, ved de fleste billeder,  ja selv mens han gik



Michael, Martine og Celine. De tre
deltog og gav en masse runder.
De ved om nogen, hvad det betyder♥♥♥
Håber vi ses igen næste år

 









 



 

 

Kvist & Green lejren 

 

Hygge i Kvist & Green lejren, hvor der ofte komme besøg af venner og bekendte 



 

 



Mormor og Lajla vores søde nabo fik en god snak
mens de hvilede benene





Der skal også være plads til et lille hvil



 

 



Trods mørket faldt på, var vi mange i lejren

 

 

Ude på ruten 



Kaffe skal der til....



1 - 2 - 3 løb

 

 

Selvom der skulle løbes og gåes en masse, ja så var der også plads til at kigge på brandbiler.

 



Lena fik en snak med Magnus' gammel klasselærer,
skulle han ikke også have været på vores hold?????



Lysceremonien 

 

En af de mange lysposer til enten Frida eller Victor. Også en måde at støtte på!



Her kunne lysposerne laves og de som var bestilt på nettet,
blev skrevet her og nogle af dem sat op i løbet af dagen



Alle lysposerne er blevet sat op i et flot hjerte og er
ved at blive tændt inden ceremonien kl. 21.30. En smuk og
også rørende ceremoni, hvor tårerne og minderne får frit spil

 

Og så blev der søndag morgen

 





Frida havde sovet hjemme hos mormor og bedstefar mens
mor sov i traileren eller nærmere hvilede sig. Frida havde
taget løbehjulet med til at klare de sidste timers runder
 

 

Søndagsrunderne var venligst sponsoreret af Brian's gode
AMOK løbeven Guldbageren i Nørresundby. Ud over rundstykker
var der også kage og romkugler. Nøj der blev guffet!






 

Dejlig tidlig søndagsmorgenvandretur med kaffen i hånden

 

Afslutningen 



To super fantastiske fightere
Freja og Frida
som startede deres venskab på A4



Et hold i samlet flok op til afslutningen



Så fantastisk at så mange kom ind søndag formiddag
 og var med til at få en super afslutning på Kvist & Green's hold
 ja hele Stafet for Livet i Karolinelund
efter et super døgn

 

 

så pakkes lejren sammen..........

 

Var det antal runder som holdet
Kvist & Green med 111 deltagere
 gik og løb til Stafet for livet i Karolinelund i Aalborg



 

2xLena og Frida bliver interviewet af Irene fra Kræftens
 Bekæmpelse. Vi skal lave en takkevideo til alle de frivillige.
 Hvor og hvornår den kommer - ja???

 

To skøre Lena'er, som er ved at være trætte og brugte søndag middag men også høje over at 111 deltagere har meldt sig på Kvist & Green og vi fik 2414 runder og har tjent mere end kr. 40.000

 

 



En del af holdet Kvist & Green
♥Tak for al jeres support,
håber vi ses næste år♥