Glæde og sorg - Liv og død

Disse 4 ord, er ord, som efter vi er kommet ind i kræftverdenen og fået kræften på meget tæt hold, som er blevet en slags hverdagskost. Ord som vi ofte bliver mindet om og som vi må vi nok indrømme tænker meget på og over. Ord som vi slet ikke synes, at vores bette pige, hverken skal eller har brug for at forholde sig til nu, men som er blevet ord for Frida, som hun daglig tænker over!

Glæde
For 14 dage siden da Frida var nede til kemo, hvor hun fik den skønneste besked fra læge Schrøder. Svarene fra scanningerne var fine, der var ingen forandringer! Jubiiiiiii, Frida var glad og lettet. Hun har spekuleret rigtig meget på tilbagefald. Efter beskeden tog Frida en tur ned af A4 gangen (Frida er nu i vedligehold, så vi høre til i Dagafsnittet, som ligger lige før glasdøren ind til isolationsafdelingen A4) for at fortælle alle dem hun kender af sygeplejersker, læger, børn og forældre den skønne nyhed. Og ALLE varr bare glade og begejstret for den gode nyhed.
Inden Frida om tirsdagen fik kemo og den gode nyhed, er hun startet op hos Birgit, A4's psykolog. Frida var lidt nervøs og bekymret for, hvad de skulle snakke om og hvordan det foregik. MEN hun kom glad og veltilpas tilbage fra Birgit. Jeg var ikke med, Frida valgte selv, at hun ville gøre det alene! Hvis Frida har lyst til at fortælle mig, noget af det, de snakker om, ja så er det, den eneste viden jeg får om deres samtaler. Birgit har tavshedspligt! Uh ha det er lidt svært, jeg vil jo gerne vide det, for også at vide om det jeg gør er rigtigt herhjemme med de snakke vi har og den måde som vi tackler Frida. Frida åbner lidt op i bilen, når vi køre hjem, men jeg presser ikke Frida med at fortælle og glæder mig blot, når hun fortæller!

Sorg
I mandags fik jeg så den triste meddelelse at Frida's søde veninde fra A4 var død 13 år gammel! Frida og Mathilde lærte hinanden at kende i vinters på A4 og de har haft kontakt hele foråret, hvor de har besøgt hinanden, skrevet sammen og nydt hinanden selskab. De har begge samme interesser og de har delt deres "kræfterfaringer" med hinanden. Det, at de har været igennem de samme ting (de havde ikke samme kræftsygdom men dog været gennem nogle af de samme behandlinger) gør at de kunne snakke med en, som vidste hvad det var og hvordan det var.  Hold nu op, hvor er livet uretfærdigt, lige pludselig kommer alt så meget tæt på, alt bliver rippet op, angsten kommer, tankerne drøner rundt i hovedet, hvordan klare familien det, vi har jo også besøgt hinanden og snakket sammen. Ja det hele kørte rundt i hovedet på mig.
Hvad skulle jeg skrive til familien, for jeg ville jo ikke bare lade stå til og ikke gøre noget..........
Hvad med Frida, hun vidste ingenting. Hvordan forklare man en pige på 12 år, at en af hendes søde veninder er sovet stille ind, død af kræft!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Egentlig ja så havde jeg slet ikke lyst til at fortælle hende det. Jeg vil så gerne skåne hende, da jeg vidste, at hun vil gå og tænkte over livet og døden. Men jeg vidste også, at på et eller andet tidspunkt, ville hun finde ud af det og så ville hun konfrontere mig med det og være enormt sur og skuffet over, at jeg ikke har fortalt hende det.

Vi har meget tidligt i Frida's kræftforløb lovet hende, at vi ikke vil skjule noget for hende!

Jeg valgte, at fortælle det til hende onsdag, onsdag hvor også Mathilde skulle begraves - en smuk onsdag hvor solen skinnede flot fra en skyfri himmel.
Hvorfor vil jeg så lige fortælle Frida det en onsdag. Jo fordi hun torsdag skulle til psykolog og kemo. Så havde Frida dels tid til lige at få det fordøjet og bearbejdet tankerne lidt herhjemme sammen med os, men torsdag ville hun så  også få mulighed for at tale med en, som ved noget omkring liv og død, glæde og sorg og hvordan Frida kan takle det.

Ud over at skulle fortælle Frida den triste besked, hvilket Frida tog rigtig pænt, hun blev ked af det, forskrækket men spurgte heldigvis meget ind til det og vi snakkede meget omkring Mathilde, tilbagefald, døden m.m. på vores cykeltur senere på dagen, valgte jeg også at informere Frida's lærere samt Birgit, så de var obs på Frida's situation.

Da Frida skulle i seng om aftenen ville hun gerne ligge lidt med mig og hun havde meget svært ved at falde i søvn. På et tidspunkt sagde hun til mig. "Mor, jeg tør ikke falde i søvn, for hvis nu også jeg kommer til at sove stille ind!" Vi fik en lang snak omkring de udtryk man bruger ikke kun omkring døden, men i det hele taget og Frida faldt i søvn men sov nu ikke særlig godt den nat.

Åh ha hvor er det en forbandet verden vi er havnet i, hvor er det bare så uretfærdigt at vores lille pige som 11-12 årig skal gå og spekulere på liv og død - glæde og sorg. Hun skulle løbe rundt og spille fodbold, lege med veninderne, skeje ud, te sig som en tosset, flippe ud ja bare leve livet uden at tænke over livets realiteter.........................