fredag den 30. august 2013

Status fra Frida Kvist

Efter at Frida's PET/CT scanning blev aflyst/udsat den 13. august pga hun havde fået kemo dagen før, ja så fik hun scanningen i onsdags den 28. aug. Vi afventer nu svar fra Pernille, som skal se de to scanninger MR og PET/CT. Vi og især Frida har og er meget spændt på svaret. Frida har hørt om nogle stykker fra Skejby, som har været i vedligehold behandling og har fået tilbagefald. Det påvirker Frida meget og hun er og har været meget humørsvingende og trist. Især når det nærmer sig sengetid.

Frida's skoleskift er gået rigtig godt og hun er faldet til lige med det samme. At der er gået et år siden hun sidst sad i klassen på Vester Mariendal, ja det mærkes ikke. Jeg har været til en overleveringssamtale, hvor lærerne er blevet informeret omkring, hvor Frida er lige nu fysisk, psykisk og socialt.

At gå i skole er hårdt forstået på den måde, at det er svært at koncentrere sig, så de fleste dage går Frida i skole fra 8-12, heldigvis er det også der hvor de "vigtigste" fag er. Vi håber selvfølgelig, at hun i perioder kan tage flere timer, men Pernille har udtrykt, at det ikke er sikkert, det vil ske mens Frida er i behandling. Da den gør, at hun bliver mere træt!

Ud over skoleskiftet har Frida også valgt at skifte fodboldklub. Hun har været glad for at spille i Gug, men hun savnede lidt hendes kammerater. Det var tydeligt at mærke, at i Gug kom pigerne fra to skoler og de kendte hinanden godt og de fortsatte deres snak fra skolen til fodbold, så det var svært for Frida at komme ind og især efter hun kom tilbage til udendørssæsonen i foråret, blev det endnu svære. Hun havde været væk i lang tid, hun så anderledes ud og ja så var der bare sket noget med Frida.
Flere af pigerne fra klassen samt klassen over har startet et fodboldhold i Skalborg, så her har vi og Frida besluttet, at hun skal prøve at være med. Hun er slet ikke i topform, men hun har fået lov til at være med i det hun kan og tør.

I næste uge skal Frida til kemo tirsdag, hvis ellers blodprøverne mandag er ok. Hendes neutrofilocytter var efter blodprøverne i onsdags for lave 0,18 og de skal være 0,5. Derfor nye blodprøver mandag men vi krydser finger for at de er steget så hun er klar tirsdag. Denne dag skal hun også have en snak med psykologen på afdelingen. Birgit (psykologen) gav Frida valget mellem at snakke alene med hende eller om hun vil have mig med. Heldigvis bad Frida om selv at snakke med hende.

Vi holder nu snart weekend og venter spændt - meget spændt på at få svar på scanningerne.  




Ingen kommentarer:

Send en kommentar