En sød historie
Som jeg fortalte i et af de første indlæg,så har Frida en stikkebog, som hun fik den første dag hun blev indlagt på A4. Denne bog skal bruges til at få kryds i hver gang Frida får et stik - blodprøve, vindflon eller lagt slager i porten. My fortalte Frida dengang, at når hun havde fået 75 stik, ja så kunne hun få et gavekort på 150 kr. til Bog & Idé, Fona eller HM! og vi tænkte hold da op 75 stik, det vil godt nok tage lang tid!
Sidste gang Frida var til kemo rundede hun de 75 stik og hun fortalte glædesstrålende Licie (pædagogen på A4), at nu er det nu, hun har rundet de 75 og hun meget gerne vil have et gavekort til HM. Vi kunne godt se Licie stod og trykkede sig lidt, tænkte og viste ikke helt hvordan hun skulle få det sagt. Men problemet var at Licie havde fået at vide fra dem som bestemmer noget mere end hende, at hun ikke må udlevere gavekort, idet det er det samme som at give penge og det må man ikke!!!!!!!!!!!!!!!! Men Licie spurgte Frida om ikke hun kunne tænke sig en CD for det må hun gerne købe til Frida!
Nøj hvor Frida blev skuffet. Hun havde bare glædet sig og set frem til at få det gavekort efter 75 stik og have stolt fortalt til alt og alle både dem som stikker hende men også mange andre, hvad det betød med den stikkebog!
Men heldigvis er Frida den som hun er. Hun synes det var rigtig træls men ok - det var der så ikke noget at gøre ved! Det var åbenbart en ledelsesbeslutning som ikke var blevet videreformidlet! Men en CD ville hun nu ikke have, for hun har jo hendes telefon!
Jeg blev lige nødt til at fortælle ovenstående først MEN nu kommer den søde historie!
Frida har hendes helt egen private blodprøvedame som kommer hjem privat og stikker Frida. Hun gør det i hendes fritid og mange gange står hun tidligere op bare for at komme ned til Frida først inden hun selv skal møde kl. 7. Se det er en sød historie men den bliver endnu sødere.
Sidste fredag da Lone var færdig med at tage blodprøverne, spørger hun Frida, om hun nu har husket at sætte krydser i stikkebogen, for den har Lone jo hørt om allerede første gang hun kom her. Frida fortæller hende at det kan være lige meget med de krydser, for hun kan alligevel ikke få de gavekort som de har lovet hende! Ej hvor snyd er Lone's kommentar!
5 dage efter da vi tømmer postkassen, ligger der en gave til Frida i postkassen!
Et gavekort på kr. 150 og en hilsen hvor der står:
Kære Frida
Fordi du er sød
Fordi du er sej
Fordi der ikke er nogen der skal snyde os
Derfor skal du have dette gavekort.
Knus Lone
Se det er da en sød og rørende historie! Jeg var så rørt og bevæget over sådan en fantastisk handling!
Status for Frida. Vi var i Skejby i torsdags hvor Frida fik taget blodprøver og afleveret urinprøver. Nu da vi var hernede, tog vi lige på visit i familiehuset og strålerne. Der var gensynsglæde begge steder. Frida havde Nikolai med til Skejby, det var skønt for Frida at have en at snakke med på køreturen og kunne dele sine "oplevelser" med!
Svarene fra blodprøven viste dog at Frida's tal er helt i bund nu, så nye blodprøver på tirsdag, derfor er sidste kemokur også allerede rykket frem. Måske torsdag måske næste mandag. Selvom Frida gerne vil have det overstået håber hun lidt det bliver næste mandag. Vi har nemlig fået lov af Pernille læge til at deltage i Karoline's konfirmation på søndag og Frida ved godt at hvis hun skal have kemo torsdag, ja så er hun ikke helt på toppen! Men det er lægerne som bestemmer................
Ingen kommentarer:
Send en kommentar