Pu ha sikke da en uge vi har haft!

Frida var til kontrolscanning tirsdag den 11. nov. Røntgen på Skejby Sygehus og MR scanning på Nørrebrogade. Ventetid er aldrig sjov og det er slet ikke sjovt, når jeg torsdag den 13. nov. får en opringning fra Skejby børneonkologisk afdeling Niels Clausen, som fortæller at MR scanningen er fin MEN de kan se noget på lungerne på røntgenbillederne. Derfor skal Frida CT scannes! Hold nu op alt står stille, hvorefter alt pisker rundt i kroppen. Hjertet slår dobbelt dobbelt slag, hver en nerve bliver spændt, ja alt går i beredskab! Da en kollega kommer hen og giver mig en kram ca 15 min. efter, ja så sprøjter tårerne ud. Alle de følelser, angsten, utrygheden, uvisheden ja alt det som vi blev ramt af, da vi fik at vide Frida havde kræft, det kommer tilbage i løbet af et splitsekund. 

Frida skulle først CT scannes fredag, ugen efter denne her besked, den dag Frida også skulle til klinisk kontrol. Det var der bare alt for lang tid til og en fredag, så ville vi først få besked efter weekenden, det vil sige at vi skulle gennem to weekender uden at vide noget. Niks! Jeg fik kontaktet afdelingen og de forstod vores problem og fremskyndte CT scanningen til onsdag den 19. nov., så kunne vi få besked fredag til klinisk kontrol. 
Brian og jeg besluttede os for ikke at fortælle Frida noget før søndag. Dels fordi hun ikke skulle gå for lang tid at spekulere men også fordi vi i weekenden skulle i sommerhus i Ebeltoft med to familier vi havde fået en varmt og godt venskab med på A4 og skiferien med Foreningen Cancerramte Børn. Der var ingen grund til at denne weekend skulle ødelægges for Frida. 

Det var skønt at være sammen med nogle ligestillede i weekenden og vi kunne få snakket lidt i smug, når Frida ikke lige var i nærheden. 
Søndag da vi kom hjem og vi var samlet alle 4 fortalte vi Frida om opringningen! Så snart jeg sagde: "Niels Clausen har ringet" så brød Frida ud i total gråd og holdt sig for ørerne. Nej hvor var det hårdt at se. Vores lille ulykkelige datter. Hvor vil man bare som forældre kunne ønske, at man kunne fjerne alt dette her lortekræft og hun bare kan få lov til at leve livet som alle hendes andre teenagevenner! Hold kæft hvor er verden bare så uretfærdig!
Frida er så fantastisk skruet sammen, at hun efter hun havde grædt og utrykt sin bekymring, så lagde hun det lidt på hylden og forsøgte at leve så normalt så muligt. Hun kunne jo ikke gøre noget før hun havde fået svar om fredagen og det kan ikke hjælpe at gå og være trist og bekymre sig. Tænk nu hvis der ikke er noget at bekymre sig om! Ja bare jeg kunne det!
Selvfølgelig var hun lidt trykket og havde også brug for at have mig ved hendes side om natten, hvilket jeg også var glad for. Jeg havde egentlig også brug for at have hende tæt på mig!

Mandag tog hun med mig i børnehaven og var pædagogmedhjælper for en dag men resten af ugen har hun været i skole. Hendes klasselærer havde fået beskeden i weekenden og hun gav mandag besked i alle tre 7. klasser om Frida's situation samt jeg havde skrevet til forældrene. Blot for at alle vidste hvad vi gik og tumlede med for tiden!


Onsdag drog Frida og jeg til Skejby til CT scanningen. Denne scanning er den mest velegnede hvis der er noget som skal tjekkes i lungerne. Den tager ikke lang tid men Frida skulle have kontrast imens. Så de forberedende øvelser tog lidt tid. 

Så var det bare at vente! Hold nu op det er hårdt! Du er bare igennem hele følelsesregisteret. Tankerne flyver fra at Frida igen skal starte kemobehandling til at alt er fint og flot! 

Ventetiden inden klinisk kontrol blev brugt
på lidt koncentrationsarbejde

Det var et par anspændte forældre som satte sig i bilen idag fredag. Det var ikke blevet til mange timers sammenhængende søvn de sidste to nætter! Det var svært at finde roen!
Heldigvis er det et fantastik team som er i dagafsnittet og så snart vi blev kaldt ind, var det første som blev sagt i døren da vi gav hånd: " ALT ER FINT" Jeg skulle lige have det at vide 3 gange inden det røg ind! Nej hvor var det dejligt! Og som Inger sygeplejerske sagde: "Vi blev enige om, at I skulle have den gode besked, inden vi går i gang med den kliniske kontrol, for vi ved at det er dette her svar I venter på!" Og hvor har hun da så ganske ret!

Mimi, lægen som skulle undersøge Frida viste os billederne fra CT scanningen. Det var så interessant at se! Og som Frida sagde: "Neeeej sådan nogle billederne af min krop indvendig, har jeg aldrig set før"
Vi nærmest dansede gennem gangene efter kontrollen og ja er sikker på at vores smil sad helt oppe ved ørerne og hvis vi skulle synge, så skulle det bestemt have været: "sikke dejlig da det er idag, hu hu hu" For det er det så ganske bestemt!

Bare man kunne efterleve dette!