Dagen efter psykologen..............

Efter Frida siden dette års skolestart har gået til psykolog på A4 de gange hvor hun også har fået kemo blev det i går min tur til at starte hos psykolog Birgit. Da jeg i sidste uge blev spurgt om jeg ikke kunne tænke mig det var det med blandede følelser. "jeg har jo aldrig prøvet det før, hvordan er det???" "psykolog - uuhhhh" Men jeg valgte selvfølgelig at tage imod tilbuddet. Dels fordi Frida har været rigtig glad for at komme hos Birgit. Vi har bestemt kunnet mærke på Frida, at hun har fået løst op for nogle ting og fået bearbejdet nogle ting. Men også fordi jeg inderst inde ved jeg har brug for det. Jeg har dog hele tiden henkastet det og sagt, at jeg kunne blive samlet op, når Frida er "færdig med hendes behandlinger"
Jeg startede som sagt i går og det var på en og samme måde både grænseoverskridende, spændende og ganske nyt. Jeg vil selvfølgelig ikke her på bloggen - til trods for at vi har været meget åben og fortalt om meget her-  fortælle om "alt" det vi snakkede om, det er meget privat og noget som kun er mellem Birgit og jeg, men jeg har dog et punkt jeg meget gerne vil dele med jer.

ANGST

Vi har alle angst i os. Angst for at dø, angst for at miste, angst for at blive arbejdsløs, angst for mus, angst for ...........................

Siden Frida blev syg er min angst for at miste,angst for døden, angst for tilbagefald blevet meget meget stor. Denne angst kan i perioder være meget stærk og stor og til andre tider, ja så er den "normal". Det er især om natten, når der bliver stille og mørkt, jeg ligger i min seng og skal sove eller når jeg vågner midt nat og ikke kan sove mere, fordi tankerne og angsten drøner rundt i hovedet på mig.

Angsten skal være der, den skal ikke skubbes væk, den må gerne ligge i et hjørne og bare være der, men den skal ikke vokse mig over hovedet, den skal ikke fodres, så den vokser sig kæmpe stor. Den skal bare lige være der og forholde sig stille og rolig.

Jeg kan selv være med til, at den ikke vokser mig over hovedet. Lære at sige fra, så den ikke vokser mig over hovedet. Forstået på den måde at jeg skal lære at sortere i, hvad har jeg brug for at se og høre, så angsten ikke vokser mig over hovedet.

Jeg skal ikke se Knæk Cancer i TV2. Disse udsendelser er alt for "hårde" til, at jeg kan rumme det. Og selvfølgelig er de lavet sådan for ellers vil der jo ikke komme penge i kassen. Jo flere børn, jo flere triste skæbner, jo  flere skallede isser, jo flere sørgeligheder, jo flere tåre des flere penge og pengene har vi bestemt brug for men jeg har bare ikke brug for at se det og egentlig har jeg jo heller ikke behov for det, for jeg kender det jo godt, vi er i det hver dag!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

For nogle, når emnet kræft kommer på banen, ja, så har de et behov for at skal fortælle mig deres egne historier om folk de kender - jeg tror egentlig ikke, det er af ond mening, men blot fordi, at de måske synes de kan snakke med om emnet - de fortæller om hvor mange de har mistet til kræften, hvordan de har kæmpet, været ramt og at de døde af kræft . De historier har jeg ikke behov for at høre og jeg kan ikke bruge dem til noget. De hjælper mig ikke. Jeg behøver ikke at vide det. Det eneste de gør, er at de forstærker min angst.

Jeg meldte mig ind i gruppen "os på A4 i Skejby, en forældregruppe" kort tid efter Frida blev syg. Jeg tænkte at her kunne jeg dele erfaringer, bekymringer, få råd og vejledning m.m. Men den hjælper mig ikke - tværtimod. På et tidspunkt blev vi opfordret til at præsentere os selv, idet der var kommet en masse nye forældre (det gør der jo desværre). De historier der blev fortalt var jo både gode, mindre gode og triste og jeg tog jo det hele til mig og satte det lige over på Frida's sygdom med det resultat ,at jeg i flere uger vågnede om natten eller ikke kunne falde i søvn.
Jeg har derfor nu valgt at melde mig ud af gruppen. Hvis jeg har brug for råd, ja så må jeg bruge eksperterne på A4. Disse kan jeg ringe til nærmest døgnet rundt. Og ellers har jeg fået nogle rigtig gode venskaber blandt de andre forældre på afdelingen, som jeg ved jeg også kan bruge.

Jeg vil dog sige, at jeg ikke på noget tidspunkt er ude på at lukke kræften ude, fortrænge kræften og jeg slet ikke vil snakke om det. Tværtimod!!!!!!!!!!
Jeg vil og skal dog bare blive bedre til at sortere i, hvad jeg har brug for at se og høre om kræft og blive bedre til at sige fra til det, som jeg ved, der forstærker min angst. Jeg håber, at I vil forstå nu hvis jeg midt i en samtale siger, "det har jeg ikke lyst til at snakke om"........

Og hold da op hvor har jeg sovet godt i nat efter den gode snak med Birgit igår...................

 




Rigtig god weekend til jer alle og tak for jeres støtte til min Knæk Cancer indsamling.
 Den slutter i dag og jeg nåede mit mål nemlig at kommer over kr. 8000. Jeg fik indsamlet kr. 8003

Py ha stor lettelse................

Py ha, mor er lettet........

Sidst i Knæk Cancer ugen, bemærkede Frida en hævelse/ømhed/hårdhed på venstre lår, helt oppe ved lysken. Trak mig med ind på værelset, hvor jeg skulle mærke det. "Mor, tror du det er noget???" "Nej, det tror jeg bestemt ikke" forsøgte jeg at sige med en beroligende stemme, mens mit hjerte galoperede og jeg tænkte "pis - åh nej"
Vi tjekkede, mærkede, sammenlignede lår mange gange og blev til sidst enige om, at vi om torsdagen til kemo måtte få en læge til at kigge på det. Som sagt så gjort men jeg følte mig ikke overbevist og det samme var Frida heller ikke. Derfor ringede vi i fredags til dagafsnittet og heldigvis var sygeplejeske Birgit meget forstående og kunne mærke min angst og bekymring. Hun bookede en tid til Frida igår mandag og lavede tiden så tidlig, at der ville være tid til en ultralydsscanning, hvis dette skulle være aktuelt. Det gav os heldigvis lidt ro i weekenden, selvom vi ikke helt kunne slappe af. Mandag morgen drønede Frida og jeg så en ekstratur til Skejby, men jeg kører gerne en ekstratur og Frida og jeg havde aftalt, at hvis nu det var det som vi frygtede men bestemt ikke håbede, ja så tager vi det derfra!!!!!!!!!!!

Læge Birgitte kiggede og mærkede på Frida og lyttede meget til vores bekymring. Hun beroligede os heldigvis og sagde at det var arvæv fra strålerne. De kunne sagtens være så hårde og hun var bestemt ikke bekymret. Py ha...............................

Oven i hatten med det gode svar ja så fik vi også hilst på Angus og Theodor samt en ny hospitalsklovn Alfredo. Det er så lang tid siden vi har set klovnene, da Frida nu får kemo over middag, for at tage hensyn til skolen og på det tidspunkt er klovnene der ikke mere! Hold da op hvor både Frida og jeg blev glade, da vi fik øje på Theodor og lidt efter den usynlige Angus. Ja jeg havde nærmest lyst til at kaste mig i deres arme og give dem begge en varm var  krammer. De er på en eller anden måde, bare kommet os så nær ja både Frida og jeg og de har været der, hvor vi havde allermest brug for en sjov, varm, morsom, kær, hyggelig, glemaltdettrælse, lyttende person. Angus var usynlig, fordi han var faktisk slet ikke klovn igår. Han skulle "blot" iagttage den nye klovn Alfredo. Men heldigvis ville han godt snakke med os, trods usynligheden!

Igår kunne Frida og jeg komme tidlig hjem, så vi kom uden om sygeplejersketsunamien. Det er kæmpekøen af bilen som skal fra sygehuset kl. 15 - 15.30. Vi plejer at bruge ca 30 min på 100 m. Lige inden vi kørte fra Sygehuset sagde Frida til mig: "idag kan vi komme tidlig hjem, ja medmindre selvfølgelig at der er kø på motorvejen" Det skulle hun aldrig have sagt, for hvad drønede vi lige ind i mellem Haverslev og Hobro N. En ulykke og dermed også kø, en kø, hvor vi holdt helt stille! Heldigvis sad vi kun fast i ca 15 min. og vi kom stadig hurtigt hjem.


Som tidligere skrevet så mente vi, at vi i år var klar til at se de forskellige Knæk Cancer dokumentar udsendelser på TV2. Det fandt vi så ud af, at det var vi bestemt ikke. Pu ha det har rippet op i mange følelser og tanker og hvor har tårerne fået frit løb mange gange. Det er for cancerramte og pårørende meget hårdt med sådan en intens uge. Det er fantastisk med indsamlingen af pengene og hvor er det godt så mange støtter men for os, som står lige i det - nej det er vist bedst vi ser lidt andet på TV...............................

 






 

Frida og Freja efter koncerten med Medina. Hold da op hvor er hun en skøn kvinde med tid og overskud og som giver sig tid til at snakke med pigerne og deres forældre
og som lytter til os. Der var mange ting fra sidst hun snakkede med Freja på A4, hun kunne huske. Smukt♥


Frida er gået helt amok med at male. Hver dag hun kommer fra skole, ja så sætter hun sig med pensler, maling og lærreder og laver de smukkeste malerier. Det er hendes egen gode måde at få bearbejdet
 tanker og følelser. Skulle nogen ligge inde med lærreder og  andet malergrej, som I ikke bruger mere, ja så er Frida den glade modtager

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Martin Jørgensen og Søren Larsen fra AGF, kom lige en smut forbi Familiehuset i efterårsferien, hvor der også  var lækre biler. I øvrigt også Martin Jørgensen, som skulle kører bussen fra Skejby til Djurs Sommerland søndag i efterårsferien. Det endte dog med at det kun var Frida og mig samt Martin's kone og 2 børn der var med i bussen. Men pyt, vi fik en rigtig god snak med dem.

 

 

 

 

 

Frida og jeg var i efterårsferien en tur i Mølleparken for at samle kastanier, ja de ægte som kan spises. Her kom natur og miljøbørnehavebarnet lige frem i Frida igen. Alle træerne blev lige afprøvet om de var egnede klatretræer. Herligt.









Lørdag i efterårsferien var vi til den dejligste fest hos Victor, han fejrede at han er færdigbehandlet og raskmeldt. Frida genså Agnes som var med til Stafet for livet 6 uger gammel, nu er hun et ½ år gammel og Frida er så klar til at blive barnepige for hende!





 

 

Frida, Matilde og Katrine klædt ud til Halloween og var ude med rasle-bøsserne. Hvem, som er hvem, ja det må I selv gætte!