lørdag den 8. december 2012

Torsdag den 6. december

Var dagen hvor netværksmødet for vores familie, venner, Frida's venner og klassekammerater samt Magnus' venner blev afholdt på Skejby Sygehus.

Det var en stor flok som mødtes i forhallen til A4. Personalet og de andre forældre spurgte flere gange til hvad som skete derude, med alle de mennesker. Ja jeg måtte så tilstå at det var os der havde samlet sådan en stor interesseret skare!

Hele 32 personer valfartede til et mødelokale som selvfølgelig lå helt i den anden ende af sygehuset end A4, ja sådan føltes det i hver tilfælde, da vi gik og gik og gik. Men så fik vi da set lidt mere af Skejby Sygehus end blot A4!!!!!!!!!!

Efter alle 32 personer havde præsenteret sig for hinanden og fortalt hvilken relation de har til Frida, ja så gik vores læge Pernille igang med at fortælle omkring Frida's kræftsygdom og hvilke behandling Frida er og skal igennem og hvilke bivirkninger denne kan give. For det er sådan med Frida, at hun jo ikke har været syg af kræften men hun bliver syg af behandlingen hun får dvs hun får kvalme ved de store 3 dags kemokure hun får hver 3. uge samt er træt og uoplagt, dette forsvinder så småt efter en 2 dage. Igennem hele processen er Frida's immunforsvar meget svagt så derfor må hun ikke være i store forsamlinger dog meget gerne hvis hun er udenfor. Efter en stor kur er hendes immunforsvar helt nedbrudt efter 10 dage, så der kan hun være meget træt og kan også få feber, næseblod, blister i munden og let til blå mærker.  

Frida's lærer på Skejby Mette, fortalte lidt om hvordan undervisningen foregår når Frida er på Skejby og hvordan Frida, Mette og vi håber at undervisningen kan komme til at foregå for Frida mens Frida er syg.

Fysioterapeuten  Gitte var rigtig glad for at have Frida med på hendes hold. Dels fordi Frida er en meget aktiv pige og udfordre sig selv og holder sig igang hver dag men også fordi Frida er en pige med meget gå på mod og med et meget positivt sind. Frida henvender sig til alle og komme i kontakt med alle meget hurtigt og får hurtigt skabt nogle gode relationer på afdelingen. Ligeledes havde Gitte meget fokus på storebror Magnus. Gitte synes det var rigtig dejligt at se at så mange af Magnus' kammerater havde valgt at deltage i netværksmødet og på den måde bakker Magnus op.

Mette sygeplejerske fortalte lidt om hvordan man kan støtte og drage omsorg for os som familie med et kræftramt barn. Ligeledes også hvad Frida må og ikke må med venner, besøg, kys/kram, sove hos andre osv. Og vigtigheden i at bevare kontakten til hinanden både med besøg men også med sms/email m.m. Frida må jo alt  - bare ikke være i store forsamlinger medmindre det er udenfor samt være sammen med nogen indenfor som er syge med forkølelse, hoste, feber virus m.m.

Efter en times behagelig samvær gik vi i grupper til A4, hvor Frida var guide og viste alle rundt på afdelingen så de kunne se Frida's andet hjem.

Vi er oprigtig taknemlige og glade for, at så mange havde lyst, tid og mulighed for at køre helt til Skejby for at deltage i dette her netværksmøde for at modtage denne her info og viden omkring Frida's kræftsygdom. For os gør det, det hele meget lettere og I har nu fået en forståelse for, hvad det er for en "verden" vi er i lige nu og I ligeledes også har set den. Alting bliver mange gange meget lettere at forstå, når man har fået sat billeder på.

Selvom Frida har fået konstateret kræft og er i behandling ja så er det den samme Frida vi har. Frida er og vil være den "raske" Frida og det er hendes måde at vise, hvem det er som bestemmer over denne her forbandede sygdom!

Derfor som også Pernille sagde, gider Frida ikke altid at snakke sygdom og hun er rigtig god til at sige fra, ved at bede os om at gå et andet sted hen for at snakke, så hun ikke kan høre det.


Til sidst vil Brian og jeg endnu engang gerne takke alle jer som mødte op til netværksmødet. Tak til Frida's klassekammerater Thea, Emma, Hjalte, Asmus og August med forældre, tak til vores kære familie, tak til Frida's gode ven Nikolai og moster, Magnus' kæreste Sofie, fodboldveninden Ida og mor, reservebedsteforældrene/naboer samt sidst men ikke mindst Magnus' 5 supergode kammerater  Mads, Mathias, Frez, Mikkel, Emil med forældre at I ville finde vejen til Skejby.






1 kommentar:

  1. Hej Frida :)
    En varm tanke herfra mig :)
    Og glædelig jul :)

    SvarSlet