lørdag den 22. december 2012

Fredag den 21. december

Så er pigerne kommet hjem i vores lille hyggelige julepyntede hjem igen efter 3 dage på Skejby med stor kemo!

Det har været helt anderledes denne her gang.

Dels har Frida næsten ikke haft nogle af hendes faste sygeplejersker. Der var kun Mette onsdag aften ellers har det været helt nye, selvfølgelig har vi set dem på afdelingen. Og ja vi må vist begge indrømme, at vi savnede My, Mette og Linda! Man kan jo hurtig blive afhængig!

Dels har Frida denne her gang heller ikke haft så meget kvalme, hvilket skyldes at den kvalmestillende medicin har fungeret godt og passet i mængden men bagdelen ved dette har så været af noget af den kvalmestillende medicin gør, at den påvirker Frida's humør, så Frida har været utrolig ked af det og grædt rigtig meget. Det er jo ikke lige det vi kender Frida for, så det har været lidt hårdt! Næste gang vil de ikke give Frida så meget af netop den pille som gør dette, for det er synd for Frida at hun skal være så ked af det!

Det har været helt underligt at Frida har haft lyst til at spise denne her gang og har haft lyst til en masse, som vi selvfølgelig ikke havde på sygehuset. Fransk hotdog, bones mad og coco pops. Til mor's redning da Frida havde lyst til coco pops skulle Freya's mor til Føtex, så hun købte ind i stor stil!

Onsdag kl. 10.45 efter Frida havde fået slangerne lagt i porten og saltvandet løb ind, var Frida til børnejulegudstjeneste i aktivitetsrummet, derefter var der julefrokost i køkkenet. Vi var en ordentlig flok. Børn med hver en forældre, Helle præst, Mette lærer, Licie pædagog, Susanne køkkendame, Malene lærerstud. og sidst men ikke mindst Angus klovn! Det er aldrig kedeligt at sidde til bords med Angus. Sikke et job at have at få lov til at lave alt det skøre man bare har lyst til!

Frida har været i skole torsdag og fredag. Fredag var der afslutning som der også har været på alle andre skoler. Der blev spillet jepardy og pakkespil. Frida kom tilbage på stuen med to pakker samt en slikpose og CD med One Direction. Hun mødte nemlig lige julemanden på vejen hjem. Han var kommet fra Salling og ville lige besøge børnene på A4 og ønske dem en glædelig jul med en gave og slikpose!

Hele december har der været opsat en postkasse på afdelingen, hvor skolebørnene hver dag tømmer og deler post ud til afdelingen.  Ved siden af postkassen står der en stor kasse med julekort til fri afbenyttelse. Der er blevet skrevet mange julekort til alle på afdelingen. Frida har fået de sødeste og rørende kort fra Mette lærer samt Lina en ny pige på afdlingen, som Frida har taget sig af. Hun er også en fodboldpige, så der er blivet snakket klubber m.m. Frida har også skrevet mange søde julekort til flere af personalet på afdelingen! Det er en rigtig sød og god ide med dette.

Imellem jul og nytår drager vi til Århus den 27. dec til CT-scanning samt blodprøver og den 31. dec til MR-scanning og så må 2013 være et meget lykkebringende år, hvor vi få svar på alle prøverne!!!!!!!!!!

Efter vi nu er kommet hjem skal vi have lavet de sidste juleforberedelser færdig! De sidste gaver skal pakkes ind og afleveres, konfekt af skumfiduser skal laves, julesmåkagerne skal pyntes med glasur, juletræet skal pyntes, fulgene skal fodres, de sidste indkøb skal gøres (Frida har jo stadig en masse sjove madønsker, godt butikkerne har åbnet hele julen!), Frida skal på besøg hos Nikolai og familie, julemaden skal forberedes og SÅ ER DET VIST JULEAFTEN:-) som vi alle glæder os meget til. Vi får besøg af mormor, bedstefar, onkel Klavs, tante Mette og hendes mor Bodil!


VI VIL GERNE ØNSKE ALLE BLOGLÆSERNE
EN GLÆDELIG & VELSIGNET JUL
SAMT
 ET GODT, BRAGENDE OG ISÆR LYKKEBRINGENDE NYTÅR
Tirsdag den 18. december

Var Frida, mormor og bedstefar og jeg i Butik Gammelbo i Moseby. Jeg havde skrevet til Etly (Trip Trap nisserne's mor) for at høre, om vi måtte komme på besøg inden butikken åbnede. Vi var selvfølgelig meget velkommen og sikke en velkomst vi fik. Etly stod i døren og tog imod os. Frida fik en Frida Firling og et personligt julekort fra Etly. Derefter blev vi ellers vist rundt i butikken og hørte historier om de små nisser, som jo alle er en kopi af et familiemedlem! Hold da op alle de flotte nisser, 33 af nisserne har hun valgt ikke kan købes andre steder end i Butik Gammelbo.
Vi kunne købe hele butikken, der var så mange søde sjove nisser og andre fine pynteting, der passede til nisserne. Udover nisser laver Etly også malerier og på hver af disse malerier er der gemt et lille nissehoved, så Frida og mor havde travlt med at finde alle disse bittesmå nissehoveder på alle malerierne.
Ja vi kunne have brugt en hel dag i i Butik Gammelbo. Dels for at kigge men også bare for at være sammen med Etly. Hun er det mest varme, skønne og behagelig kvinde. Hun er en person som man bare føler sig tilpas sammen med lige med det samme!
Mens mormor og mor handlede og der begyndte at komme kunder i butikken gik Frida og bedstefar til Nissehytten. Den skal vi besøge næste år til advent, så er den helt "levende" med nisser! Det bliver så hyggeligt!





Etly, Frida og Frida Firling

Tak til Etly for en dejligt besøg, som bestemt ikke bliver det sidste!

fredag den 14. december 2012

Lørdag den 15. december

Nu har vi fået svarene fra den sidste blodprøve, som blevet taget på "Syd"! Frida er klar til stor kur på onsdag! Da Frida fik det at vide, gik hun med det samme i gang med at tælle - først 3 dage med indlæggelse - derefter to dage hjemme hvor kvalmen, mindre appetit og træthed stadig er der. Jo hun er stadig klar til den 24. december.

Frida og mormor kigger i Frida's fotoalbum mens mor og far er på Kærby Skolen
Onsdag skal der være børnejulegudstjeneste og efterfølgende børnejulefrokost med præsten, pædagog og lærer på A4, så det er Frida heldigvis klar til, der er kvalmen ikke indtrådt endnu, det bliver først henad aften. Denne her gang må vi sørge for at Louise og mor ikke spiser honninghjerter, det var jo honninghjerternes skyld mener Frida. Så må vi så se, hvad som får skylden denne her gang. For undgå kvalme, det gør hun nok desværre ikke!!!!!!!!!!!!

Den 27. december skal hun til CT scanning på Skejby og den 31. december skal hun i MR scanning på hospitalet i Nørrebrogade.

jesusbarnet
Igår fredag var en rigtig hyggelig dag. Først på Utzons hvor vi sammen med naboerne Jørgen og Lajla, Lajla's kusine Susanne, mormor og bedstefar var inde og se Skadinaviens største krybbespil. Hold da op hvor var det imponerende flot. Vi havde fået lov til at komme ind før åbningstid, hvilket vi var meget glade for kunne lade sig gøre. Frida fik sørme også en flot æske Aalborg Chokolade af "damen fra skranken" - den skulle Frida bare have fordi....















Ja jeg bliver helt rørt over al den betænksomhed fra alle!

Til jer som endnu ikke har været på Utzons ja så er de helt bestemt et besøg værd både for børn og voksne. Vi gik rundt omkring bordet rigtig mange gange og hver gang opdagede vi noget nyt. Skynd jer ind og se det!



















Fredag eftermiddag skulle Natur og Miljøbørnehaven have julearrangement og traditionen tro skulle bedstefar julemand stå ved laden. Da det foregik udenfor ville de to nissepiger Frida og Lena med ud og hjælpe julemanden og overraske personalet i børnehaven. Til dem som ikke ved det, så har Frida også gået i børnehaven og har efter hun stoppede været med derude mange gange, hun er nærmest en slags pædagogmedhjælper!

Der var en meget stor gensynsglæde og der blev giver mange krammere til børn og voksne. Selvom jeg ikke har tænkt meget på børnehaven var det nu dejligt at gense jer alle igen og mærke den varme fra jer alle over, at vi kom ud og overraskede jer alle. Selv Frida fik mange krammere af forældre og børn.

Lige nu er Frida med far Brian ude at skovle sne. Ja hun er sej!







torsdag den 13. december 2012

Torsdag den 13. december

Jubiiiii i dag er det kommet på plads med Frida's fremtidige undervisning. Torsdag efter nytår starter Frida i skole. Kærby Skolen har fundet et lokale hvor Frida kan få undervisning 10 timer ugentligt. Frida skal have egen lærer Maria til at undervise. Eleverne fra 5.b kan på skift komme over og være med og Frida vil være på skolen i 10 og 12 frikvarteret således hun kan få snakket med alle klassekammeraterne og de andre elever på skolen. Både Frida og os forældre er enormt glade for denne løsning og at skolen/lærerne vil være fleksible!

Idag har Frida været inde på sygehus syd for at få taget blodprøver. Det er nu ikke mere nødvendigt at køre helt til Skejby for at få taget blodprøverne. Grunden til vi har gjort det hidtil har været, at Pernille gerne ville følge med i helingen af Frida's sår i numsen, men det er nu så fint, at det ikke mere er nødvendigt med  tjeck flere gange ugentligt!

Da vi ankom til syd, skulle vi blot ringe til blodtagningsambulatoriet, så ville de gøre klar til, at Frida kunne gå direkte ind. Der var en hel del i venteværelset og de kiggede da noget da Frida blev modtaget af en sygeplejersken og ført direkte ind.  Nu venter vi blot på resultatet og håber alle tallene er stigende, således hun kan få den store kur på mandag! Det er den sidste kur i år. Først i januar skal Frida scannes. Her vil vi så få besked på om knuderne er blevet mindre/forsvundet. Ud fra billederne skal lægerne og kirugerne tage stilling til om knuden i rumpen skal opereres væk!

Vi gik selvfølgelig hjem fra syd for at få motion og hvor var den en flot tur med sne, frost og dejlig solskin!

Igår onsdag var vi til juletræ på A4 i Skejby. Det var en hyggelig dag med dans om juletræ, julemand, julegaver til alle børnene, som var indkøbt særligt til hver enkelt barn, æbleskiver, glögg, 12 12 12 kage og som afslutning kom Jesper Grønkjær og lavede en masse tryllerier for alle børn og forældre. Det var en rigtig hyggelig dag og ja man føler efterhånden sig som en stor familie!

Imorgen formiddag skal Frida og jeg med naboerne ind og se Kirsten Hørbys julekrybbe i Utzon Centeret - skandinaviens største. Naboen har sørget for at vi kan komme ind før åbningstid, således Frida kan være med! Vi glæder os rigtig meget, da vi har hørt at udstillingen skulle være helt fantastisk!






mandag den 10. december 2012

Mandag 10. december

Det var med en vis spænding vi drog fra Jupitervej i morges kl. 8.15 mod Skejby, men efter først at være kommet på motorvejen, var der ikke de store sneproblemer. Vejen var lidt pletvis glat men kørte man efter forholdene, ja så gik det fint nok. Vi landede på A4 til kl. 10 hvor der var stor gensynsglæde. My var på arbejdet, hende har vi ikke set i lang tid. Sådan føltes det.

Nu var det så spændende om porten ville drille idag eller det bare ville gå som smurt! Men den gæve nordjyde My, kan sit kram og fik sat porten i uden problemer og fik også blodet til at løbe , dog med en enkelt kickstarter!
Så var det bare med at få den lille kemokur sat igang, for Frida ville blive hentet af en portør kl. 11.30. da hun skulle have ultrascannet hjertet. Det er endnu et af rutinecheckene i forbindelse med kemokurerne.
Scanningen gik rigtig hurtigt og blev udført af en virkelig behagelig og sjov læge. Han brændte virkelig for sit job og var glad for det han lavede!

Tilbage på afdelingen kl. 12.45 til frokost. Frida havde bare lyst til en rugbrød med leverpostej. I køkkenet stod Theodor med en stjerne i panden, den havde han limet fast, så nu er han spændt på om han skal gå med denne i fremtiden.

Lige til en folkeoplysning kan vi nævne, at hvis man til en frokost har hænderne fulde kan man bare sætte sit rugbrød bag øret. Et lille trick er at sætte det fast med en klat smør. Det kan også lade sig gøre at smøre rugbrødet med leverpostej og agurk og derefter sætte det fast med smør. Husk endelig at leverpostejen skal ikke skal ind mod hovedet. Det er dog bedst at der ikke er for varmt, da smøret vil smelte, men så kan du altid stikke hovedet ind i køleskabet eller gå udenfor, hvis altså der er vinter!

Ak ja ak ja ham Theodor:-)



På onsdag drager vi igen til Skejby, denne gang er det for at være med til juletræsfesten sammen med alle de andre kære børn fra A4. Det glæder vi os til!

lørdag den 8. december 2012

Torsdag den 6. december

Var dagen hvor netværksmødet for vores familie, venner, Frida's venner og klassekammerater samt Magnus' venner blev afholdt på Skejby Sygehus.

Det var en stor flok som mødtes i forhallen til A4. Personalet og de andre forældre spurgte flere gange til hvad som skete derude, med alle de mennesker. Ja jeg måtte så tilstå at det var os der havde samlet sådan en stor interesseret skare!

Hele 32 personer valfartede til et mødelokale som selvfølgelig lå helt i den anden ende af sygehuset end A4, ja sådan føltes det i hver tilfælde, da vi gik og gik og gik. Men så fik vi da set lidt mere af Skejby Sygehus end blot A4!!!!!!!!!!

Efter alle 32 personer havde præsenteret sig for hinanden og fortalt hvilken relation de har til Frida, ja så gik vores læge Pernille igang med at fortælle omkring Frida's kræftsygdom og hvilke behandling Frida er og skal igennem og hvilke bivirkninger denne kan give. For det er sådan med Frida, at hun jo ikke har været syg af kræften men hun bliver syg af behandlingen hun får dvs hun får kvalme ved de store 3 dags kemokure hun får hver 3. uge samt er træt og uoplagt, dette forsvinder så småt efter en 2 dage. Igennem hele processen er Frida's immunforsvar meget svagt så derfor må hun ikke være i store forsamlinger dog meget gerne hvis hun er udenfor. Efter en stor kur er hendes immunforsvar helt nedbrudt efter 10 dage, så der kan hun være meget træt og kan også få feber, næseblod, blister i munden og let til blå mærker.  

Frida's lærer på Skejby Mette, fortalte lidt om hvordan undervisningen foregår når Frida er på Skejby og hvordan Frida, Mette og vi håber at undervisningen kan komme til at foregå for Frida mens Frida er syg.

Fysioterapeuten  Gitte var rigtig glad for at have Frida med på hendes hold. Dels fordi Frida er en meget aktiv pige og udfordre sig selv og holder sig igang hver dag men også fordi Frida er en pige med meget gå på mod og med et meget positivt sind. Frida henvender sig til alle og komme i kontakt med alle meget hurtigt og får hurtigt skabt nogle gode relationer på afdelingen. Ligeledes havde Gitte meget fokus på storebror Magnus. Gitte synes det var rigtig dejligt at se at så mange af Magnus' kammerater havde valgt at deltage i netværksmødet og på den måde bakker Magnus op.

Mette sygeplejerske fortalte lidt om hvordan man kan støtte og drage omsorg for os som familie med et kræftramt barn. Ligeledes også hvad Frida må og ikke må med venner, besøg, kys/kram, sove hos andre osv. Og vigtigheden i at bevare kontakten til hinanden både med besøg men også med sms/email m.m. Frida må jo alt  - bare ikke være i store forsamlinger medmindre det er udenfor samt være sammen med nogen indenfor som er syge med forkølelse, hoste, feber virus m.m.

Efter en times behagelig samvær gik vi i grupper til A4, hvor Frida var guide og viste alle rundt på afdelingen så de kunne se Frida's andet hjem.

Vi er oprigtig taknemlige og glade for, at så mange havde lyst, tid og mulighed for at køre helt til Skejby for at deltage i dette her netværksmøde for at modtage denne her info og viden omkring Frida's kræftsygdom. For os gør det, det hele meget lettere og I har nu fået en forståelse for, hvad det er for en "verden" vi er i lige nu og I ligeledes også har set den. Alting bliver mange gange meget lettere at forstå, når man har fået sat billeder på.

Selvom Frida har fået konstateret kræft og er i behandling ja så er det den samme Frida vi har. Frida er og vil være den "raske" Frida og det er hendes måde at vise, hvem det er som bestemmer over denne her forbandede sygdom!

Derfor som også Pernille sagde, gider Frida ikke altid at snakke sygdom og hun er rigtig god til at sige fra, ved at bede os om at gå et andet sted hen for at snakke, så hun ikke kan høre det.


Til sidst vil Brian og jeg endnu engang gerne takke alle jer som mødte op til netværksmødet. Tak til Frida's klassekammerater Thea, Emma, Hjalte, Asmus og August med forældre, tak til vores kære familie, tak til Frida's gode ven Nikolai og moster, Magnus' kæreste Sofie, fodboldveninden Ida og mor, reservebedsteforældrene/naboer samt sidst men ikke mindst Magnus' 5 supergode kammerater  Mads, Mathias, Frez, Mikkel, Emil med forældre at I ville finde vejen til Skejby.






fredag den 7. december 2012

Kommentar - hjælp!!!!!!!!!!!

For at du kan skrive en kommentar til Frida på bloggen skal du have en google-konto.
Det vil sige, at du skal have en   gmail.com.

Hvis du går ind på google kan du i højre hjørne oprette kontoen. Når denne er oprettet kan du gå ind i bloggen og skrive en kommentar.

Under profil trykker I på googlekonto og indtaster jeres google konto samt adgangskoden.
Derefter skal I måske skrive en "krypteringskoden" og sluttelig udgiv. Så skal kommetaren gerne være udgivet.

Håber dette vejledning er til jeres hjælp!

tirsdag den 4. december 2012


Tirsdag den 4. december!

Ventetid kan være svært når man hellere vil ud at lege i sneen. Mandag kørte vi til Skejby, da Frida skulle have den lille kur. Det plejer jo kun at tage alt i alt 1½ til 2 timer. Sådan skulle det ikke være den 3. december. Drillenissen var på spil! Da vi ankom til A4 var Angus og Theodor (vores hospitalsklovne) i fuld gang med at pynte juletræ og Susanne hængte julepynt op, der var sådan en julestemning.

snemanden bygget lørdag aften
Frida fik hurtigt noget tryllecreme (bedøvelsescreme) på porten, så hun efter en halv time kunne få sat slangen i og få kuren overstået. Vi snakker her kl. 10.15. For Frida skulle hurtig hjem til Aalborg igen, sneen trak helt vildt - der skulle kælkes og bygges snemænd/koner!
Aftalen var, at Frida kun skulle have en slange i, da både kur og blodprøven kunne tages i denne ene slange dvs kun et kryds til stikkebogen - nå ok så - Frida gik med på aftalen!
Men som jeg skrev før var drillenisserne på spil. Port og slage ville overhoevedet ikke virke!

søndag rettes der lidt på snemanden som blev bygget i mørke
Den første slange ville ikke løbe dvs saltvandet som blev sprøjtet ind gik fint nok men når Heidi skulle trække blod ud - så kom der ikke noget overhovedet. Hun prøvede og prøvede jeg ved ikke hvor mange gange. Til sidst prøvede hun at sætte nr. 2 slange i men efter to forsøg og to stik måtte hun opgive - den ville simpelthen ikke ned i porten! Det eneste positive var at Frida fik to kryds mere til stikkebogen.
Juletræet er fundet:-)
Stikkebogen er en lille bog, hvor Frida får krydser i hver gang hun bliver stukket. 75 stik udløser et gavekort på kr. 150 til Fona, Bog&Ide eller HM:-)
mormor og Frida klar til kælketuren
Nå til sidst måtte Grith ind og assisterer. Med fælles hjælp fik da så nr. 2 slange i - yes et kryds mere! Men ingen gang i slangeløbet. Ikke engang Grith kan få gang i noget hverken med trylleformulare eller trusler. Til sidst putterde de noget "afløbsrens" i som skulle sidde i slangen i en time! Nu er klokken så 12 og Frida kan godt se at der er ved at være mørkt inden vi ankommer til Aalborg igen! Pyt med det, far finder bare projektørerne frem fra krybekælderen, hvis vi ikke kan se at bygge en snemand i mørke!
Efter frokost i køkkenet og en hyggesnak med Lena og Susanne (to mødre fra Aalborg) var der gået en time og der skulle gøres et forsøg igen med slangen med afløbsrens! Første forsøg var ikke for godt, så Heidi puttede lidt mere i og vi skulle nu vente yderligere 2 min. Hm Hm 2 min. her og 2 min. der, sneen kalder!!!!!!!!!!!!!
Sidste forsøg og mens vi snakkede om alt mulig andet og egentlig ikke regnede med at skidtet ville virke pludselig løb  der blod i slangen - jubiiiiiiiiii!!!!!! Det var bare det som skulle til, vi skulle blot have ignoreret det hele og snakket om alt mulig andet! det husker vi til næste gang:-)
Så var det bare med at få kuren igang og taget blodprøver så vi kunne komme hjem igen. For nu er klokken også 13.30.
Efter en halv time med Jytte ved Frida's side, ja så har vi fået tisset af og overtøjet på - nu er det med fuld fart mod nord, der hvor julemanden bor - nå nej det er ikke helt endnu:-)
Vi kom hjem til Aalborg og fik skitøjet på og ud i sneen. Frida fik kælket og bygget to flotte snemænd som står og pryder på terrassen og ved vejen:-)

Og som om hun ikke havde fået nok at snemænd og kælketuren i weekenden. Frida har overnattet hos mormor og bedstefar i Svenstrup i weekenden. Her har hun kørt de kære bedsteforældre helt trætte. De har været ude at mosle i sneen, bygget snemænd, kælket og skrabt fortov hos flere af naboerne!

Og hvor er det da fantastisk med sne fra 1. december. Det er da lige til at komme i julestemning af.

Tilsidst vil jeg gerne sende en særlig tak til 5. b på Kærby Skolen - Børn, forældre og lærer. Tak for den flotte pakkekalender I har lavet til Frida. Da Anna W og hendes far havde været og aflevere den store taske med alle gaverne i, må jeg indrømme at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg blev så dybt rørt over hvor fantastiske I har været alle sammen overfor Frida. Til alle andre kan jeg fortælle, at Frida kun har gået i klassen i knap 1 mdr. efter hun fik konstateret kræft men det har for os føltes som om Frida har gået i klassen altid. Alle børn, forældre og lærer har været så varme, omsorgsfulde og betænksomme i denne her svære tid! Tusinde tak til jer alle - I er bare så fantastiske:-)



Når jeg er igang vil jeg også lige benytte lejligheden til at sige jer alle tusinde tak for alle de varme sms'ere, hilsner, gaver, tanker, støtte som I har givet os alle! Det har varmet rigtig meget!