torsdag den 24. oktober 2013


Lidt tanker i Knæk Cancer ugen.................................


Det kan godt være, at der er nogen, som er ved at være mættet og trætte af at høre om KNÆK CANCER ugen og synes de er ved at have fået nok.
Det kan også være at der er nogen er ved at være træt af alle de opdateringer, indsamlinger, donationer, billeder med mere, som de bliver bombarderet med dagligt på facebook af Brian, Frida eller jeg.

Men for os som står i det og har KRÆFT meget tæt inde på livet og som står i det hver dag, ja så kan vi ikke få nok, informere nok og brede budskabet nok. Vi vil så meget gerne denne her lortekræft til livs, da vi har set eller mærket på egen krop, hvad den gør ved os. Det er ikke noget vi ønsker for vores værste fjende. Ikke nok med at man bliver utrolig syg af behandlingen og sygdommen men også alle de bivirkninger og/eller senfølger den bringer med............Alt det fysisk, psykisk og socialt den går ind og rammer.

Sidste år var det meget svært at komme gennem denne her uge 43, fordi vi gik og ventede på det frygtede svar "Frida har kræft, det er en ondartet kræftsvulst!". Vi kunne simpelthen ikke holde ud at se på TV2, for hele tiden blev du mindet om ordet kræft. Enten i en udsendelse eller en trailer som løb over skærmen med støt Knæk Cancer.
På lørdag er det 1 år siden vi fik den frygtelige besked og som på et splitsekund vendte fuldstændig op og ned på vores lille familie.


I år er det dog helt anderledes.  Nu har vi fået dommen og vi handlede meget hurtigt ud derfra. Meget hurtigt fik vi en hverdag med kræft tæt inde på livet. Det er utroligt, vi som menneske lære at omstille sig. Selvom vi fik et chok, ja så gik vi alle hurtigt igang med at "bekæmpe" kræften. Lægerne og sygeplejerskerne med behandlingen og vi andre med at få en hverdag med kræft og behandling til at hænge sammen, så vi alle kunne være i den.
Nu skal det så ikke lyde som om det bare har været en let sag, men man lære at være i det og handle i det. Hvordan det bliver for os, når vi kommer ud på den anden side, ja det er der ingen som ved og det vil vi heller ikke bruge tid på. Vi har valgt at tage denne her proces i mange små steps af gangen. Det er vores måde at overleve og klare det på.

Gennem det sidste år, har vi lært at kende til kræft, behandlinger, stråler, kemo, kvalme, opkast, træthed, manglende appetit, blodprøver, svar, røde og hvide blodlegemer, scanninger, venten på svar, tabe hår, ingen kontakt med venner, søvnløshed, spekulationer, angst, utryghed, søskende bliver overladt til sig selv, dårlig samvittighed..........................

Selvom det har været utrolig svært og hårdt at se de forskellige dokumentar udsendelser på TV2, følge med i TV2's morgen tv - tårerne presser sig på og får frit løb, man sidder med en knude i maven og høre på andre, som har eller står i samme situation som os i kræftens verden, ja så er det også befriende at se og høre om det. Pludselig finder vi ud af at de tanker, følelser, oplevelser som vi har gået med, det har jo de samme, som de også har haft. Når vi  har hørt på andre børn som har haft kræft ja så er det også de samme følelser, tanker og oplevelser, som Frida fortæller om og mærker.

  • Du er positiv og optimist om dagen men når mørket falder på, ja så begynder de dyster tanker at komme frem
  • Mine venner er begyndt at tage ind i gågaden for at shoppe og køre alene i bus, der er jeg slet ikke
  • Kan ikke finde ro før du har fået svar fra scanningerne
  • Når man mærker på de steder hvor kræftknuderne var og man mærker noget, tror man straks...................
  • Kan ikke lide at der er mørkt







mandag den 21. oktober 2013

Vores datter har på helt eget initiativ lavet hendes egen indsamling i forbindelse med KNÆK CANCER
 


Frida's egen kræftsygdom er en af de sjældne, som kræver meget meget mere forskning, så vi kan komme den forbandet sygdom til livs!



Hjælp os alle med at støtte en rigtig god sag, så der kan blive samlet en masse penge ind til forskning.

Du kan støtte Frida's personlige indsamling til fordel for Knæk Cancer, ved at klikke på dette link:

 https://cancer.tv2.dk/content/frida-kvist-Nielsen

Du kan også støtte min indsamling via sms. Det eneste, du skal gøre, er at sende en SMS med teksten KC 4728 (husk mellemrum) til 1277, så støtter du min indsamling med 50 kr. (+ alm. sms- takst).

Tak fordi du vil være med til at støtte kampen mod kræft.


Brian, Lena og Frida